Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Vi mangler evidens for effekt af psykofarmaka til børn

Der udskrives for meget medicin til børn og unge med psykiske sygdomme. Det er muligt. Men hvis ikke vi skal gøre, som vi gør i dag, hvad skal vi så, spørger psykiaterne.

”Vi søger den bedste løsning for det enkelte barn på det grundlag af viden, som er tilgængeligt. Men vi er udfordret som læger – fordi der på mange områder i børne- og ungdomspsykiatrien er meget lidt forskningsbaseret viden, der kan fortælle os, hvad der er det rigtige at gøre for det enkelte barn med dets unikke problemstilling.

Samtidig kan man overveje, om vi som samfund sætter barren højt i forhold til normalitet og er tilbøjelige til at ville have diagnoser og hurtig og effektiv behandling for psykiske symptomer,” siger Anne Katrine Pagsberg, lektor, overlæge, Ph.D., forskningsenheden Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden.

Hun er en af oplægsholderne på en temadag 1. juni, arrangeret af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og taler under overskriften: Ny undersøgelse viser… - er der evidens bag de mange afsløringer?

Med sit indlæg vil hun gerne lægge op til en debat mellem læger, forskere, myndigheder og befolkning om, hvad man vil, kan og bør stille op, og hvordan der skal prioriteres. Det kræver en grundig debat om, hvor vi vil hen, og hvad vi så skal satse på, når det handler om vores børn og unge med psykiske symptomer, siger hun. Ønskescenariet er selvfølgelig at undgå at symptomerne udvikler sig til sygdom. Og det peger på en stærk satsning på forebyggelsesindsatsen. Samtidig vil der være brug for evidensbaseret viden om behandlingseffekter ved manifest psykisk sygdom hos børn og unge. Den viden skaffer psykiaterne fra de tilgængelige internationale forskningsresultater og ved selv at generere ny forskning. De kan dels bidrage til at udvikle behandlingsmetoder, der ikke er farmakologiske, dels forstærke den psykofarmakologiske forskning, peger hun på.

Psykofarmaka eller alternativer

Mange er bekymrede for, om der bruges for meget psykofarmaka. Og der er god grund til at være kritisk og årvågen, netop fordi evidensgrundlaget for flere former for psykofarmakologisk behandling til børn og unge er spinkelt, siger Anne Katrine Pagsberg. Psykiaterne følger de nationale og internationale guidelines, som for de fleste psykiske sygdommes vedkommende anbefaler, at man først behandler med psykofarmaka, når social, pædagogisk og psykologisk behandling ikke har vist sig effektiv nok. Det kan derfor være, at man som samfund beslutter at ville intensivere den ikke-medicinske behandlingsindsats, for eksempel psykoterapi eller forældretræning eller specialskoletilbud for på den måde at reducere medicin forbruget, mener hun.

”Man kan jo også spørge sig selv, om man i takt med at der stilles flere diagnoser og ydes mere behandling, både farmakologisk og ikke-farmakologisk, faktisk har hjulpet flere børn og unge med psykiske problemer, end man gjorde før i tiden, hvor børne- og ungdomspsykiatrien var væsentligt mindre. Jeg ved ikke, om nogen har svarene. Men jeg synes, at vi er nødt til at drøfte situationen nu,” siger Anne Katrine Pagsberg.

Svagt evidensgrundlag

Når debatten om for meget psykofarmaka til børn og unge kommer op, mener hun også, at det handler om, at det opfattes som mere kontroversielt end på området for fysisk sygdom.

”Der er ikke så mange, der stiller spørgsmålstegn ved det rigtige i medicinsk behandling af børn med for eksempel astma. Her er man mindre skeptisk, end når det handler om medicinsk behandling af børn med psykiske forstyrrelser,” siger hun.

Noget andet er, tilføjer hun, at det jo er rigtigt, at evidensgrundlaget er svagt på dette felt. Det er stort set kun på området for ADHD, at der findes et rimeligt evidensgrundlag for medicinsk behandling.

På områder som angst, depression, psykose, OCD og mani mangler der evidens, hvilket tvinger psykiaterne til at basere behandlingen på forskningsresultater fra voksen-psykiatrien. Det betyder også, at de ofte er nødt til at ordinere off-label. Samtidig er der undersøgelser, der viser, at psykofarmaka i flere tilfælde har mindre effekt på børn end voksne og også har flere bivirkninger.

Den nødvendige diskussion

”Alt i alt er der udfordringer i den psykofarmakologiske behandling af børn og unge med psykiske sygdomme. Men så meget desto vigtigere er det, at vi holder fast i principperne udstukket af Sundhedsstyrelsen om, at det altid skal være en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatrien, som tager stilling til medicin eller ej på baggrund af en grundig udredning, ligesom andre ikke-medicinske behandlingstiltag skal være afprøvet først. På den måde prøver vi at undgå medicinen, men når den nødvendig, må vi give den på basis af de bedste vurderinger vi kan foretage, ud fra de muligheder vi har. Måske de ikke er gode nok – men så er det den diskussion, vi i fællesskab er nødt til at tage for at komme skridtet videre, siger Anne Katrine Pagsberg.

Hun peger på, at vi i Danmark under alle omstændigheder har brug for mere forskning i psykofarmaka til børn. Men også at det er mindst lige så vigtigt med mere ikke-psykofarmakologisk forskning, som går på andre behandlingsformer, der ikke involverer psykofarmaka, og hvor risikoen for bivirkninger er mindre.

Temadagen arrangeret af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab foregår i Fællessalen på Christiansborg 1. juni.

 

Virker den danske model i børne- og ungdomspsykiatrien?

Hvad fungerer – og hvilke udfordringer skal tages op?

Temadag arrangeret af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Fællessalen

Hver dag byder på nye og ofte skræmmende tophistorier fra børne- og ungdomspsykiatrien.

Flere børn og unge er sårbare, flere får diagnoser og flere medicineres. Hvordan kan medierne få stof til forsidebaskerne, når alle, der arbejder i psykiatrien og sundhedssektoren, gør deres bedste?  Den danske model er rigtig god – måske verdens bedste, men den er ikke uden udfordringer, som skal identificeres og adresseres.

Kom til tema-dag om børne- og ungdomspsykiatrien og vær med til at finde løsningerne for, hvordan gør vi det bedst for vore børn og unge?