Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Vægttab og træning kan udskyde operation for slidgigt

Et dansk studie viser, at en stor gruppe patienter, der bl.a. får mere viden om slidgigt, taber sig og træner, kan udskyde behovet for at få et kunstigt knæled.

Slidgigt er en af de livsforringende følger af overvægt. Og ifølge en opgørelse i Sunday Times, er antallet af overvægtige patienter, der får nye knæ, seksdoblet i England de seneste otte år.

”Også her i landet kommer der flere og flere overvægtige danskere, og vi ved, at antallet af individer med artrose også stiger. Overvægt og inaktivitet øger risikoen for slidgigt og dermed formentlig også behovet for at erstatte knæ- og hofteled,” siger Søren Thorgaard Skou, der er lektor ved Forskningsenheden for Muskelskeletfunktion og Fysioterapi på Syddansk Universitet og Næstved-Slagelse-Ringsted Sygehus.

Sammen med forskere fra bl.a. Aalborg Universitetshospital publicerede han i 2015 og 2018 et studie, der undersøgte effekten af et kunstigt knæled i tillæg til bl.a. uddannelse, vægttabsrådgivning og træning.

”Vores opfølgning to år efter viser, at hovedparten af de deltagere, der ikke blev opereret, men bl.a. fik viden om sygdommen, hjælp til vægttab og superviseret træning indtil videre har udskudt operation.”

Operation eller ikke-operation

Efter lodtrækning gennemgik 50 patienter operation efterfulgt af ikke-operativ behandling i form af uddannelse, vægttab, træning, såler og smertestillende medicin, mens 50 patienter kun fik den ikke-operative behandling. Deltagerne havde en gennemsnitsalder på 66 år og et gennemsnitligt BMI på 32.

”Effekten målt i smerte og funktion forbedrede sig dobbelt så meget i den gruppe, der både fik operation og ikke-operativ behandling,” siger Søren Thorgaard Skou.

”Men også i gruppen, der ikke fik en operation var der betydeligere forbedringer i smerte og funktion, og to ud af tre patienter i denne gruppe har efter to år fortsat ikke gennemgået en operation med kunstigt knæled.”

Vægttab og livsstilsændringer

Både gruppen af opererede og ikke-opererede deltog i et 12 ugers forløb bestående af bl.a. information om sygdommen, træning samt støtte til at tabe sig og ændre livsstil.

”Vi har bevidst fokuseret på at styrke patienternes egne kompetencer og i stedet for f.eks. brug af måltidserstatninger styrket indsigt i, hvordan deltagerne selv kan træne deres led, ændre deres livsstil og tabe sig,” siger Søren Thorgaard Skou.

”Vægttabet er vigtigt, og selv et lille vægttab på godt fem procent vil formentlig kunne mærkes i form af færre smerter og en betydelig bedre funktion.”

Udskydelse af operation

Forskerne følger op på studiet igen efter fem og ti år og kan selvfølgelig ikke vide noget om, hvorvidt behovet for operation allerede er indtruffet eller gør det på et senere tidspunkt.

”Operation medfører altid en lille risiko for bivirkninger. Internationale tal viser også, at en ud af fem patienter ikke får færre smerter efter en operation med kunstigt knæled. En del af dem, der bliver opereret i en ung alder, får desuden ofte behov for senere reoperation med udskiftning af knæledet. Dette bør naturligvis også indgå i overvejelserne omkring hvilken behandling man skal vælge,” siger Søren Thorgaard Skou.

 

Prisforskel på operation og intervention

DRG-takst for kunstigt knæled i 2019: 51.423 kr.

Ca. udgift til et 12 ugers forløb med træning, uddannelse og vægttab: mellem 4.175 kr. og 11.266 kr.- afhængig af, om det regnes som aktuelle udgifter i det nævnte studie, eller om det er prisen, hvis det skal foregå i det private sundhedssystem.