Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Smerter er ikke associeret med tidlig død hos patienter med psoriasisgigt

Smerter er alligevel ikke forbundet med tidlig død blandt patienter med psoriasisgigt, viser et nyt DANBIO-studie. Binyrebarkhormon og kroniske sygdomme er i stedet i højere grad en væsentlig faktor forbundet med tidlig død, slår studiet fast. 

Jonathan Vela, der er forsker ved Aalborg Universitet og læge på Gigt- og Rygmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, stod i spidsen for studiet og kalder fundet for overraskende.

“Når vi tog højde for andre faktorer, som kunne spille ind, fandt vi, at smerterne ikke var det udslagsgivende i forhold til tidlig død blandt patienterne. Det var i højere grad faktorer, som andre kroniske sygdomme og binyrebarkhormon-tabletter, hvor vi kunne påvise en sammenhæng,” siger han. 

Registerstudiet er udgivet i det lægevidenskabelige tidsskrift Oxford Rheumatology og er en del af Jonathan Velas Ph.D. 

Binyrebarkhormon i pilleform kan være en dræber

I studiet indgik data fra DANBIO og andre danske sundhedsregistre for patienter med psoriasisartrit, hvis smerteintensitet rutinemæssigt var blevet rapporteret, og som senere døde. Kohorten bestod af 8019 patienter, hvoraf 276 tilfælde blev identificeret og matchet med 1187 kontroller. 

Intensiteten af smerter blev målt ved hjælp af en skala fra nul til 100 og betinget logistisk regression blev brugt til at beregne risikoen for tidlig død, hvor der blev taget højde for andre væsentlige faktorer. Studiet viser, at brugen af glukokortikoider (binyrebarkhormonpiller), samt KOL, diabetes mellitus, kræft og hjertekar-sygdomme øger dødeligheden - og ikke smerter.

“Det var et interessant fund, at faktorer som medicin og andre kroniske sygdomme havde en større betydning for sammenhæng mellem tidlig død, og det afkræfter den gængse hypotesen om, at pain kills i dette tilfælde,” siger Jonathan Vela. 

Studiet viste dog, at der var en sammenhæng mellem smerter og tidlig død, når forskerne kun tog faktorer som smerte og alder i betragtning.

Fundet giver anledning til nærmere at undersøge, hvilken påvirkning især binyrebarkhormontabletter har på patientgruppen og kortlægge hvilken sammenhæng lægemidlet har til tidlig død både blandt patienter, der har psoriasisartrit og andre patientgrupper, peger Jonathan Vela på.