Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

DSAM: Henvisninger til kræftpakker må aldrig kunne afvises uden dialog

Hospitaler må aldrig kunne afvise henvisninger til kræftpakker uden først at gå i dialog med den henvisende praktiserende læge, mener Bolette Friderichsen, som er næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).

Hendes holdning kommer på baggrund af fundene fra en ny audit fra den fælles kvalitetsenhed KAP-H mellem Region Hovedstaden almen praksis.

Den viser, at hospitaler i Region Hovedstaden afviser henvisninger til kræftpakkeforløb, fordi henvisningen er sendt til den forkerte afdeling eller ikke rummer de nødvendige oplysninger for at leve op til regionens krav og regler.  

“Auditten vurderer 91 procent af afvisningerne af kræftpakke-henvisningerne til at være rimelige. Men det er jeg ikke enig i. For det er aldrig i orden at afvise en kræftpakke-henvisning uden dialog,” siger Bolette Friderichsen. Hun fortsætter:

“Når den praktiserende læge har fundet en grund til at udrede i en kræftpakke, må hospitalerne ikke spilde tid på at sende henvisningen tilbage, fordi praksislægen ikke har lavet den mest perfekte henvisning i forhold til de retningslinjer, som den pågældende hospitalsafdeling har opstillet. De må enten ringe den praktiserende læge op eller skaffe de manglende oplysninger undervejs i kræftpakkeforløbet.”

Hun tager afstand fra mange af de begrundelser, som hospitalerne ifølge KAP-Hs audit har brugt for at afvise henvisninger til kræftpakkeforløb. Det gælder f.eks. en sag, hvor hospitalet alene ud fra praksislægens beskrivelse af patientens vægttab og manglende appetit vurderer, at der nok snarere er tale om anorexi end kræft. 

“Den går ikke. For det kan man da ikke konkludere uden først at have talt med den læge, der har fundet det mest relevant at sende patienten i et kræftpakkeforløb. Afdelingen er nødt til at ringe praksislægen op og spørge ind til, hvad der ligger til grund for henvisningen og diskutere, om patienten måske kunne være bedre hjulpet et andet sted,” siger hun, der pointerer, at det samme gælder i de tilfælde, hvor det af henvisningen ser ud som om, at patienterne ikke er blevet oplyst om, at de sendes i et kræftpakkeforløb. 

“Selvfølgelig bør praksislægen som udgangspunkt oplyse patienten om, at de er under mistanke for at have kræft, da det er ubehageligt for patienten at møde op på hospitalet og selv finde ud af det - men det er jo ikke en gyldig grund til at afvise henvisningen. For det kan være, at lægen har sat sit kryds forkert eller mener, at denne her patient ville reagere helt uhensigtsmæssigt ved ordlyden kræft. Så også her bør hospitalet ringe praksislægen op og få forklaringen,” siger hun.

Bolette Friderichsen synes heller ikke, at der er hold i afvisninger, der er begrundet med, at patienten mangler at få foretaget en bestemt undersøgelse. 

“Hvis der er lang ventetid på den undersøgelse, har den formodede kræftpatient ikke tid til at vente. I sådanne tilfælde må det være legitimt, at praksislægen sender en henvisning med de oplysninger, der aktuelt foreligger,” siger Bolette Friderichsen. Hun henviser til, at der for nogle kræftsygdomme er vigtigt at finde kræft i et tidligt stadie.

“Når tiden går er der risiko for et stadie-skifte, når der sker en afvisning. For sådan en afvisning er jo ikke bare et spørgsmål om et par dage. Det kan sagtens være tale om uger eller måneder,” siger hun og tilføjer, at afvisningerne havner i praksislægernes indbakker, som typisk modtager flere hundrede mails dagligt. 

“Vi praksislæger nærlæser ikke det hele med det samme. Vi læser i første omgang kun de mails, der er mærket med en farve, rød, gul eller grøn. Da afvisningerne er ikke markeret med nogen farve, læser vi dem tit først, når patienten sidder hos os. Og hvis patienten ikke har fået at vide, at henvisningen er afvist, går patienten derhjemme og venter på en indkaldelse, og så sker der ingenting. Og så går tiden,” siger hun.