Fagligt selskab opfordrer forskere til at håndtere pressen nøje efter oplevelse med hudkræft-studie

Skrevet af Bo Karl Christensen den 27. september 2021 i kategorien Huden.

I 2017 og 2018 blev professor Anton Pottegård centrum for en ophedet debat og krads kritik, efter at have delt sine forskningsresultater med pressen om sammenhængen mellem brug af et blodtrykssænkende lægemiddel og hudkræft.

Det førte til udarbejdelsen af opfordringer til andre forskere og en kortlægning af konsekvenserne ved formidlingen.

Overdrivelse af spinkle forskningsresultater kan medføre, at folk bliver unødigt bekymrede, og at sundhedsvæsenet bliver belastet, skriver Dansk Selskab for Farmakoepidemiologi (DSFE) i et holdningspapir med en række råd og opfordringer til forskere om kontakten med journalister og medier.

Pressedækningen kan få nogle patienter til at fravælge effektive behandlinger eller tilvælge tvivlsomme, vurderer selskabet.

”Det er derfor vigtigt for folkesundheden, at debatten om nye forskningsresultater foregår på en ansvarlig måde,” skriver DSFE og opfordrer forskere til at overveje, hvornår og hvordan de har kontakt med pressen.

Opfordringerne blev lavet ovenpå den kradse kritik, som Anton Pottegård, professor i farmakoepidemiologi ved Syddansk Universitet, mødte i 2017 og -18, da han havde udsendt en pressemeddelelse med resultater fra et studie, der fandt en korrelation mellem brug af hydrochlorthiazid og risiko for hudkræft – og senere også malignt melanom. Det gav masse af presseomtalte, og almen praksis blev overrendt af patienter, viser nyt studie publiceret i tidsskriftet Pharmacoepidemiology & Drug Safety. Omtrent 250.000 danskere tog det blodtrykssænkende lægemiddel, før Pottegårds forskning blev i udgivet, men i dag er tallet nede på 100.000. Det kan du læse mere om her.

Den heftige debat om de mulige konsekvenser for sundhedsvæsenet og patienter ved at dele forskningsresultater i medierne – heriblandt på Onkologisk Tidsskrifts søstermedie Sundhedspolitisk Tidsskrift – sendte Pottegård i tænkeboks sammen med kollegaerne.

Anton Pottegård fortæller, at han overordnet set er tilfreds med sit eget bidrag til formidlingen i 2017 og -18, for studierne og resultaterne var så solide og tydelige, at han følte sig nødsaget til at dele det med offentligheden, så befolkningen og relevante patienter kunne træffe et oplyst valg.

Alligevel var der elementer i formidlingen, han ville ønske, at han havde gjort anderledes. Det er bl.a. disse overvejelser, som ligger til grund for selskabets opfordringer til andre forskere.

Vær beredt til tænderne

Mange af opfordringerne fra DSFE har fokus på, hvad du som forfatter til et nyt studie kan gøre for at forberede dig på henvendelser fra pressen, så risikoen for misforståelser bliver minimeret, og så sundhedsvæsenet kan være forberedt på en øget kontakt fra patienter med bekymringer og tvivlsspørgsmål.

Selskabet opfordrer derfor til, at når man som forsker er ved at publicere eller har fået publiceret et resultat, der kan have relevans for et større antal patienter, at gøre myndigheder og relevante fagselskaber opmærksomme på, hvad der er på vej, før en eventuel pressetekst bliver sendt ud.

”Send gerne studiet til myndighederne mindst en uge i forvejen, så de rette fagfolk har mulighed for at læse og vurdere det. På den måde har myndighederne de bedst mulige forudsætninger for at udtale sig om perspektiverne,” skriver selskabet.

Derudover skal man overveje sammen med sine medforfattere, hvad der er budskabet, men også hvad svaret på et spørgsmål, som både patienter og presse gerne vil have svar på, nemlig hvilke konsekvenser, man kan drage af forskningen.

”Husk, at hvis du går i pressen, vil du formentlig med det samme blive spurgt, hvad konsekvenserne af studiet i fremtiden skal være. Eksempelvis om patienterne nu skal stoppe med deres medicin eller begynde en medicin med et andet formål, end den er godkendt til. Vær klar til at besvare spørgsmål f.eks. ved at henvise til de rette myndigheder og vær tydelig, hvis der ikke er grund til, at patienterne handler akut,” skriver selskabet.

Vælg medier og journalister med omhu

Selskabet lægger dog også op til, at man som forsker må være strategisk i sin kommunikation og vælge sine medier omhu.

”Hvis du selv vælger aktivt at kontakte pressen, så vælg de journalister, du kontakter med omhu,” skriver selskabet.

Én af de ting, som Anton Pottegård selv fortryder fra sit bidrag til formidlingen i 2017 og 18 er at have medvirket på TV2 News, hvor indslaget endte i båndsløjfe. Det gav budskabet et akut præg, som ikke var hensigten, fortæller han i dag.

Men tænker du, hvis du ikke havde sagt ja til at medvirke, at det så ville have stoppet TV2 News i at lave et indslag om det, siden du fortryder?

Anton Pottegård svarer skriftligt:

”Det er et godt spørgsmål om man kan – eller for den sags skyld bør – modarbejde dækning. På den ene side risikerer man at tabe kontrollen med formidlingen ved ikke selv at bidrage. På den anden side er der et indbygget kontroltab i at skulle bidrage uagtet hvem og hvordan der spørges. Men bekymringen er reel nok og bør nok som minimum drøftes åbent med journalisten.”

”Jeg tror at de fleste journalister forstår det risikable element i den her slags historier og vil være åbne for en snak om hvorvidt deres platform er den rette. Den snak kan måske blot føre til at det vinkles lidt anderledes eller at bekymringerne tages med i dækningen. Alle, både forsker og journalist, ønsker at formidlingen lykkes, og jeg tænker at en mere åben dialog, også om bekymringer, kun kan være gavnligt.”

Hjælp journalisten med forenkling af budskabet

Selskabet vurderer også, at journalister faktisk skal have en del hjælp til det afgørende i formidlingen af forskningsresultatet – nemlig forenklingen så lægmand kan forstå det grundlæggende budskab i forskningen.

”Tænk gerne selv i, hvordan du kan forenkle dit budskab, og om du skal lave en form for pressekit. Dit budskab bliver helt sikkert forenklet i dagspressen. Der er større sandsynlighed for, at du selv kan forenkle det på den mest ansvarlige måde frem for at overlade det helt til medierne.”

Den sidste sætning fortjener vist at blive gentaget:

”Der er større sandsynlighed for, at du selv kan forenkle det på den mest ansvarlige måde frem for at overlade det helt til medierne.”

Kan det virkelig passe, at journalister er så uansvarlige i deres formidling, at det bliver forskeres opgave at være bedre til det, som I ligger op til her?

”Jeg kan sagtens se det problematiske i den sætning – som indrømmet er hårdt trukket op. Der er helt klart visse ting, jeg som forsker ikke bør blande mig i, og i den ideelle verden fungerede det sådan hele vejen – også hvad angår den populærvidenskabelige opsummering af et forskningsresultat. Men pt fungerer det ikke sådan.”

”Ligesom mange forskere er usikre på formidlingen, så er mange journalister også relativt usikre i formidling af denne her type af historier. Og konsekvenserne af skæv formidling er potentielt meget store. Derfor mener jeg at der er et behov for at vi som forskere gør alt hvad vi kan for at være forberedte, også helt derud hvor vi har tænkt på hvordan vi bedst hjælper journalisten med forsimplingen.”

Hvorfor tror du, at det vil forhindre andre journalister i at forenkle det? Det sker jo på dagligt basis, at artikler med lødige overskrifter fra mindre medier bliver viderebragt i de store kulørte dagblade med tilsvarende kulørte og overdrevne overskrifter.

”Det er faktisk netop en del af mit argument. Hvis man ikke – i samarbejde med den journalist, der skriver den oprindelige historie – gør sig umage for at præsentere det bedst muligt, så er det netop ved copy/paste-journalistik, at man risikerer, at en uheldig opsummering, også selvom det oprindeligt var til et mindre medie, spreder sig ud over det hele.”

”Tilsvarende kan man ikke udsende en teknisk pressemeddelelse og ”håbe på det bedste”. Der skal allerede der være tænkt i formuleringer som vil fungere når den, hvad den utvivlsomt vil blive, bliver gengivet mere eller mindre direkte.”

Men min pointe er, at uanset hvor meget du samarbejder med din oprindelige journalistiske kontakt, og uanset hvor godt jeres produkt bliver, så kommer I aldrig til at matche de kulørte mediers hang og trang til skarpe overskrifter. Og så er det dem, der rammer befolkningen. Eller det oplever I måske ikke?

”Nej, det fylder ikke meget. Overordnet set er det yderst sjældent, at jeg oplever ’banditjournalister’ der bevidst går til eller over en grænse. Langt størstedelen af problemet skyldes snarere, at forsimplingen er gået galt og ikke er blevet kørt forbi forskeren i forhold til, om den holder vand. Og det er derfor, jeg mener, at forskeren har ansvar for at deltage meget aktivt i netop den proces.”

En løsning kunne være at I faglige selskaber samarbejder med Danske Universiteter om at lægge pres på de journalistiske uddannelser om at forbedre den del af undervisningen, der handler om ekspertkilden og konsekvenserne ved at bringe og stramme resultater fra sundhedsforskning. Det vil sikkert ikke løse alle problemer, men måske nogle af de systematiske mangler kan imødekommes. Har I overvejet det?

Det er for mange et forholdsvis nyt felt og nogle udfordringer, der ikke har været helt skarpt tegnet op tidligere – hvor corona nu har blotlagt en lang række yderligere problemer. Vi har derfor hverken haft modet eller tanken om at tage fat mere grundlæggende.

Jeg er dog helt enig i ,at der er et behov for mere specifikt fokus på brug af ekspertkilder og generelt dækning af forskningshistorier. Det gælder i bredden, men den store drøm er da at der kommer flere dedikerede videnskabsjournalister.

Jeg tror også der vil være nok at lave. Der er ikke kun et marked for egentlige forsknings-”nyheder”, dvs. nye fund og resultater, men også i høj grad et marked for proceshistorier fra forskningen, som ikke nødvendigvis behøver være så niche-prægede. Forskning i f.eks. store folkesygdomme eller brug af lægemidler har ikke kun appel til dem, der har sygdommen eller bruger lægemidlet – alle kender nogen der er berørt og det har dermed en mere universel interesse.”

Hvordan vil I sikre, at andre forskere vil komme til at læse jeres opfordringer og tage ved lære af jeres erfaringer?

”Der er en kæmpe efterspørgsel på tanker og erfaringer i forhold til formidling – og samtidig en masse fordomme hos rigtig mange forskere. Jeg får løbende invitationer til at fortælle om mine erfaringer, og her kan jeg så også fremlægge de anbefalinger, der blev lavet i regi af DSFE. Mange vil rigtig gerne i gang, og jo mere støtte man kan give, jo flere får vi i gang – og jo mere kan vi sikre yderligere erfaringer og udvikling på området.”