Stem på en psykiater. For første gang i lægernes historie

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Sundhedsministeren blev klædt af i samråd

Skrevet af Kristian Lund d. 15. december 2019

Hvis man holder af politisk striptease, så kan det anbefales at bruge en halv times tid på at se hovedpunkterne i fredagens samråd i Folketingets sundhedsudvalg.

Her kom sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) sammen med finansminister Nicolai Wammen (Soc.) på besøg for at besvare spørgsmål om regeringens planer på psykiatriområdet. Stripteasen begynder der, hvor Jane Heitmann (V) udspørger ministrene om baggrunden for, at regeringen afsætter penge til 10 ekstra pladser på Sikringen – altså der, hvor Danmark placerer de allermest voldelige psykiatriske kriminelle.
 
Jane Heitmann ønsker at vide, hvor lang ventelisten på Sikringen mon er, og hvor mange der er udskrivningsparate af de nuværende beboere.  Ministeren er godt klar over, at der kun er én på venteliste. Det oplyser han en anelse fodslæbende. Men han ved ikke, hvor mange der er parat til at blive udskrevet. Men det spørgsmål kan Jane Heitmann selv svare på, fordi hun netop har været på besøg på institutionen, nemlig to-tre. 
 
Der er med andre ord ikke aktuelt behov for ti pladser. Så hvorfor i alverden har regeringen - med støttepartiernes opbakning - bestemt at der skal laves en meget voldsom investering. Vi taler trods alt om de dyreste senge i det danske sundhedsvæsen overhovedet.
 
Og nu er det så, at bukserne rives af sundhedsministeren, som jo er ny i jobbet. Det viser sig nemlig, at forklaringen er, at formanden og næstformanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V) Ulla Astman (Soc.), har nævnt tallet "ti" i et indlæg på bl.a. Fyns Stiftstidendes hjemmeside. I samrådet i sundhedsudvalget bladrer ministeren febrilsk i papiret, som han også læser op fra.
 
Her skriver de to regionsformænd: "Derfor mener vi også, at der er behov for at udvide Sikringen med 10 nye pladser. Det vil koste 100 millioner kroner og derefter 36 millioner i årlig drift."
 
Det var åbenbart i dette indlæg, at regeringen fandt argumentationen til den voldsomme investering. Det bekræfter ministeren også. "De ved nok, hvad de taler om," sagde han i samrådet.
 
Mere skulle der ikke til for at få regeringen til at afsætte 100 mio. kr. til en udvidelse, som der for nærværende ikke er behov for.
 
Eftersom samrådet afslørede, at hverken sundhedsminister Magnus Heunicke eller finansminister Nicolai Wammen havde begreb skabt om, hvad den slags koster, så tyder alt på, at beløbet, altså 100 mio. kr., også er kopieret fra bl.a. Fyns Stiftstidendes hjemmeside til regeringens indsats for psykiatrien.
 
Dermed bekræfter dette samråd en frygt, der systematisk er bygges op om regeringens sundhedsindsats. Heunicke og regeringen - ja, Socialdemokratiet - er nybegyndere på sundhedsområdet. Man mangler idéerne, og i mangel af bedre taler ministeren simpelthen organisationerne efter munden - og henviser til en kommende sundhedsreform eller en stor plan for psykiatrien. 
 
I det ene øjeblik får regionerne uden større betingelser et kolossalt beløb til psykiatrien - værsgo, bare tag for jer af retterne. Her er også 100 mio. kr. til en udvidelse af Sikringen, sådan som I har bedt om. Vi skal nok lade være med at blande os - brug pengene, som det passer jer.
 
Det er heller ikke underligt, at sygeplejerskerne i DSR jubler over denne regering. 1000 sygeplejersker skal pinedød findes og indsættes i det danske sundhedsvæsen. Det er givet, at det bliver endog særdeles vanskeligt, og de mest akutte problemer ikke kommer til at blive løst. Så hvorfor valgte regeringen ikke at sammensætte en personalepakke, som hurtigere kunne levere varen? Den kunne jo inkludere nogle hundrede sundhedsassistenter. De kunne løftes i kompetencer og erstatte sygeplejersker. Smart og hurtigt. Og hvorfor ikke inkludere lægesekretærer? Også de kunne jo løfte opgaver og frigøre ressourcer til varme hænder.
 
Man kunne også gå mere strukturelt til værks. Kommunerne eksperimenterer med at skære administrationerne ned på ældreområdet. Det kunne måske også lade sig gøre for sygeplejen. Man kan også se nærmere på sygeplejeskeuddannelsen - pille noget teori ud og forkorte uddannelsen.
 
Det er den slags tænkning, der er brug for. Men regeringen er ikke i nærheden.
 
I stedet sikrer ministeren sig DSR´s evige taknemmelighed - og FOA brokker sig ikke (og det er nærmest ufatteligt).
 
Lægeforeningen klapper også i sine hænder. Det er heller ikke underligt. Psykiatri-satsningen og planen om at indsætte 1000 flere sygeplejersker er også vand på lægernes mølle.
 
Denne regering har tydeligvis til sinds at forbedre det danske sundhedsvæsen, og det skal bestemt påskønnes. Men vi vil altså få mere for pengene, hvis sundhedsminister Magnus Heunicke stopper med at plapre organisationerne efter munden og levere løsninger, som er effektive - men ikke nødvendigvis populære. 
 
Det savner vi.

Om skribenten

Kristian Lund

Kristian Lund

Kristian Lund er redaktør på Medicinsk Tidsskrift, tidligere chefredaktør på Dagens Medicin og en af landets mest vidende debatører på sundhedsområdet.

Har du en kommentar?

Please login to leave a comment.

Onlineværktøjer giver bedre blodsukkerkontrol

Diabetespatienter kontrollerer deres blodsukker bedre, hvis de bruger onlineværktøjer eller mobilapps - både med hensyn til blodsukkermålinger og til medicin adhærens.

Højt testosteronniveau øger kvinders risiko for diabetes

Et højt testosteronniveau øger kvinders risiko for både type 2-diabetes og bryst- og endometriecancer. Hos mænd ser et højere testosteronniveau dog ud til at medføre en lavere diabetes-risiko, men en højere risiko for prostatakræft.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter