"Med HOPE-studiet ser vi samme billede, som vi også har set på tværs af andre studier, at behandlingen har en betydelig hjerte-kar-beskyttende effekt. Højdosis semaglutid er altså ikke kun et middel til vægttab, men også til behandling af patienter med overvægt og hjertesygdom,” siger Michael Mæng.
Wegovy beskytter hjertet hos danskere uden diabetes
EASD: Wegovy (semaglutid 2,4 mg) reducerer risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde eller død af enhver årsag med 47 procent hos voksne med overvægt eller svær overvægt uden diabetes, viser et nyt dansk registerstudie. Resultaterne føjer sig til en voksende mængde evidens, der til sammen underbygger, at semaglutid har betydelig hjerte-kar-beskyttende effekt, siger overlæge Michael Mæng.
”Vi skal i høj grad betragte semaglutid som et kardiologisk lægemiddel, ligesom det også er et vægttabs- og diabetesmiddel. Med HOPE-studiet ser vi samme billede, som vi også har set på tværs af andre studier, at behandlingen har en betydelig hjerte-kar-beskyttende effekt. Højdosis semaglutid er altså ikke kun et middel til vægttab, men også til behandling af patienter med overvægt og hjertesygdom,” siger Michael Mæng, der er studiets seniorforfatter og professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.
HOPE er det første europæiske real-world studie, som har undersøgt semaglutids kardiovaskulære effekt i en bred befolkning uden diabetes.
HOPE, der blev præsenteret på EASD 2025 (abstract #148), er et retrospektivt, registerbaseret kohortestudie baseret på Landspatientregisteret og Lægemiddelstatistikregisteret. Studiet har inkluderet 7.113 danskere, som i perioden har indløst recept på semaglutid til vægttab. De blev matchet med 21.339 personer med samme grad af overvægt. Alle deltagere var mindst 45 år og havde en hospitalsregistreret diagnose på overvægt eller fedme (BMI ≥25).
Grupperne blev matchet på alder, køn, uddannelsesniveau, komorbiditeter samt tidligere medicinforbrug. Den gennemsnitlige alder var 57 år, og 84 procent var kvinder. Gennemsnitlig opfølgningstid var 13,5 måneder.
”Det er et stort real-world-studie, hvor vi har matchet patienterne så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre – på alder, køn, uddannelse og de sygdomme, de havde i forvejen. Det er faktisk så godt matchet, som man kan gøre det med registerdata. Og det er netop styrken: vi kan lave den slags analyser i Danmark, fordi vi har registre, der gør det muligt at følge patienterne så præcist,” siger Michael Mæng.
Klare kardiovaskulære resultater
Studiet viste en markant forskel mellem grupperne:
- For MACE-3 (blodprop i hjertet, slagtilfælde eller død af enhver årsag) var eventraten 0,8 procent i semaglutidgruppen mod 1,6 procent i kontrolgruppen, svarende til en hazard ratio (HR) på 0,53 (95% CI: 0,40–0,70).
- For MACE-5 (udvidet endepunkt inkl. hjertesvigtindlæggelser og koronar revaskularisering) var raten 1,4 procent mod 2,3 procent, HR 0,64 (95% CI: 0,51–0,79).
”Tidligere har vi set effekten i kliniske studier hos patienter med type 2-diabetes eller kendt hjerte-kar-sygdom – altså folk, der i forvejen var syge. I HOPE er patienterne en anden gruppe, hvor de fleste ikke har hjertesygdom i forvejen, men hvor overvægten alene har været baggrunden for behandlingen. At vi ser så klar en effekt i den gruppe, er interessant,” siger Michael Mæng.
Han peger samtidig på, at størrelsen af effekten ikke skal overfortolkes:”I mange af de tidligere studier har vi set en relativ risikoreduktion på omkring 20 procent. Her finder vi op til 47 procent. Det kan hænge sammen med, at patienterne i HOPE ikke er så langt henne i deres sygdomsforløb, og at de derfor får en større gevinst, eller at der her er tale om et registerbaseret studie fremfor et klinisk randomiseret studie.”
Professor: Vi skal passe på uligheden
Gunnar Gislason, professor i kardiologi og forskningschef i Hjerteforeningen, kalder resultaterne ”meget lovende”.
”Det ser ud til, at vi kan påvirke flere risikofaktorer som blodtryk, kolesterol og inflammation. Den samlede evidens peger på en gunstig effekt på hjerte-kar-sygdom,” siger han.
Gislason peger på, at de moderne vægttabsmidler skal ses som en supplerende livsstilsintervention:
”Det her ligner efterhånden en effektiv kardiologisk behandling. Men det skal ses som et redskab oven i andre mere basale elementer i god behandling af hjertepatienter. Vi skal stadig tilbyde patienterne kostvejledning, rygestop og ordentlig hjerterehabilitering – og dér halter vi i Danmark. Der er alt for stor variation i, hvad patienterne får tilbudt i dag.”
Han fremhæver desuden, at økonomien er en reel barriere:
”Vi ordinerer allerede Wegovy til nogle udvalgte patienter, men uden offentligt tilskud er det kun patienter, der selv har råd til at betale, som har muligheden. Det skaber ulighed i sundhed, og det er ikke godt nok. Vi risikerer, at nogle af de patienter, der har mest brug for behandlingen, ikke får den,” siger Gunnar Gislason.
Perspektiver for fremtiden
HOPE er et af de første studier, der undersøger semaglutid i en bred, dansk befolkning uden diabetes. For Michael Mæng er det særligt vigtigt, at billedet nu tegner sig på tværs af både randomiserede forsøg og real-world-studier i flere lande:
”Evidensen er efterhånden ret solid. Vi har SELECT-studiet, vi har andre randomiserede forsøg, og vi har real-world data fra både Danmark og USA. De peger alle på det samme: Nemlig at semaglutid har en kardiovaskulær beskyttende effekt.”
