
”Danske Regioner lagde i november op til, at analysen ville tage tre måneder. Jeg ved ikke, hvorfor den stadig trækker ud, men det er de patienter, der er blevet tvunget til behandlingskifte på grund af omlægningen, der risikerer at betale prisen for ventetiden,” siger Tanja Thybo.
Opgørelse af konsekvenser af GLP-1-omlægninger bliver mindst et halvt år forsinket
En analyse af konsekvenserne for diabetikeres medicinskift fra Ozempic til billigere lægemidler er forsinket. Diabetesforeningen er ved at blive utålmodige.
Danske Regioner fortalte i november måned til Dagens Medicin, at de ville gennemføre en dataanalyse. Undersøgelsen skal afdække, om type 2-diabetikeres helbred er blevet påvirket af skærpede tilskudsregler, som for mange har forårsaget medicinskift fra Ozempic (semaglutid) eller andre GLP-1-receptoragonister (GLP-1-RA) til et andet diabeteslægemiddel.
Analysearbejdet skulle tage tre måneder og begyndte først i november, 2025. Men i slutningen af august måned, 2026, er der endnu ikke kommet resultater.
Danske Regioner oplyser, at undersøgelsen nu forventes færdig i slutningen af september, det er således mere end et halvt års forsinkelse.
Diabetesforeningens forskningschef Tanja Thybo er en smule frustreret over, at resultaterne er så lang tid undervejs.
”Danske Regioner lagde i november op til, at analysen ville tage tre måneder. Jeg ved ikke, hvorfor den stadig trækker ud, men det er de patienter, der er blevet tvunget til behandlingskifte på grund af omlægningen, der risikerer at betale prisen for ventetiden.”
Baggrunden for medicinskiftene, som analysen skal opgøre konsekvenserne af, var de skærpede tilskudsregler, som trådte i kraft november 2024. De nye tilskudsregler kræver, at personer med type 2-diabetes skal have prøvet behandling med alle andre billigere og relevante lægemiddeltyper, før de får behandling med en GLP-1-RA som semaglutid eller dulaglutid, i hvert fald hvis de ønsker tilskud til deres behandling. De nye regler har berørt omkring 27.000 danskere, vurderer Diabetesforeningen på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Ønsket fra Diabetesforeningens side var en enkel analyse baseret på eksisterende data, så selve analysen burde kunne laves hurtigt, påpeger forskningschefen.
”Vi opfordrer Danske Regioner til at få analysen lagt frem hurtigst muligt.”
Danske Regioner skriver i en mail, at så vidt de er orienteret, har ”scopet for undersøgelsen udvidet sig undervejs, og der har været et ønske fra Syddansk Universitets side om, at så mange detaljer og vinkler som muligt kunne komme med.”
Analysearbejdet bliver ifølge Dagens Medicin foretaget af forskergruppen Fremsund fra Syddansk Universitet, der er ledet af professor og klinisk farmaceut Anton Pottegård. Professoren har afslået at kommentere på forsinkelsen.
