Metaanalyse: CU-patienter tåler generelt omalizumab i lang tid
Patienter med kronisk urticaria (CU) tager gennemsnitligt omalizumab i cirka tre år, og ophør af behandlingen skyldes oftere opnåelse af god sygdomskontrol end bivirkninger. Det tyder en ny systematisk gennemgang og metaanalyse på.
Omalizumab er en anbefalet andenlinjebehandling for patienter med CU, men klinisk evidens vedrørende behandlingsvarighed og årsager til behandlingsophør er begrænset.
Den nye undersøgelse, som er publiceret i JAMA Dermatology, omfatter otte observationelle kliniske studier, der har undersøgt tid til seponering eller behandlingsvarighed for omalizumab hos patienter med CU.
Studierne omfatter til sammen 4.516 patienter med CU (3.167 kvinder [70,1 procent]; 3.276 med kronisk spontan urticaria [CSU]).
Tid-til-hændelsesdata blev rekonstrueret fra offentliggjorte Kaplan-Meier-kurver ved hjælp af en valideret algoritme implementeret i IPDfromKM-rammen. Pooled hazard ratioer (HR'er) blev syntetiseret ved hjælp af en metaanalyse med tilfældige effekter.
Resultaterne viste, at den mediane behandlingsvarighed for omalizumab var 3,1 år (95% CI, 2,8-3,4). Over en syv-årig opfølgningsperiode fortsatte patienterne med at modtage behandling i gennemsnitligt 3,75 år (95% CI, 3,62-3,87). Langsigtet behandlingsvarighed syntes højere ved kronisk inducerbar urticaria (med eller uden samtidig CSU) end ved CSU alene (andelen i live efter syv-år var 43-49 procent mod 30 procent).
Tidlig seponering skyldtes primært velkontrolleret sygdom, mens seponering på grund af bivirkninger var usædvanlig. Autoimmun komorbiditet (primært skjoldbruskkirtelrelateret) var forbundet med en højere risiko for seponering på grund af manglende effekt (HR, 2,03; 95% CI, 1,20-3,41), hvorimod atopiske komorbiditeter var forbundet med en øget risiko for seponering på grund af velkontrolleret sygdom.
Fundene understreger behovet for forbedrede endotypedrevne behandlingsstrategier ved langtidsbehandling, påpeger forskerne bag studiet.
