Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Henrik Ullum vil være formand for Lægeforeningen

Den sjette kandidat har meldt sig som kandidat som formand for Lægeforeningens 32.000 medlemmer. Det er Lægevidenskabelige Selskabers (LVS) formand, professor og overlæge på Rigshospitalet, Henrik Ullum.

Lægerne skal 19. juni have valgt ny formand, efter at Andreas Rudkjøbing har valgt at stoppe og færdiggøre sin uddannelse til speciallæge i samfundsmedicin.

"Jeg har som formand for LVS opbygget et kæmpe netværk fra sundhedspolitikere på Christiansborg til ledelserne i regionerne og vores vigtige allierede i andre interesseorganisationer. Jeg har som formand for LVS oplevet, hvordan vi, når vi som læger allierer os med andre interessenter, kan komme igennem med vigtige, sundhedspolitiske agendaer. Jeg har en brændende interesse for sundhedspolitik generelt og håber at kunne få lov at videreføre denne interesse som formand for Lægeforeningen," skriver Henrik Ullum i en præsentation af sig selv. 

Han slår på øget faglighed og øget samarbejde i lægestanden.

"Vi har i de seneste år oplevet, at den lægefaglige stemme har haft svært ved at trænge igennem. Det gælder politisk indførte behandlinger uden evidens, udsultning af sundhedsvæsnet og et øget fokus på klager og sanktioner, selvom viden siger, at læring og træning giver bedre patientsikkerhed. Vi ser, at selvopstillede eksperter på sociale medier fylder uforholdsmæssigt i forhold til faktuel, sundhedsfaglig viden. Vi skal insistere på vores ytringsfrihed og på, at det skal være fagligheden, der vejer tungest," siger han.

Henrik Ullum bor i Hillerød, er gift og har fire børn i alderen 17-28 år. Han elsker sport og bruger daglige cykelture mellem Hillerød og København som et mentalt frirum.

Alle kandidaterne