
Tre millioner bruger nu Min Læge-appen
Min Læge-appen har nu rundet tre millioner aktive brugere. Det betyder, at rekordmange danskere er i tæt digital kontakt med deres praktiserende læge via appen, som blandt andet bruges til videokonsultationer, beskeder, receptfornyelser og svar på blodprøver.
Min Læge-appen er udviklet i et samarbejde mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Med de tre millioner aktive brugere er appen blevet en central kanal i kontakten mellem borgere og almen praksis.
"Vi er utrolig glade for, at så mange har taget Min Læge-appen til sig. Der er ikke nogen tvivl om, at appen har revolutioneret måden, borgere i Danmark er i digital kontakt med egen læge på og får adgang til de sundhedsinformationer, man som patient kan se og registrere. Appen gør kontakten mellem læge og patienten hurtig og nem," siger Karin Zimmer, formand for Digitaliseringsudvalget i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), til PLO.
Appen bliver løbende udviklet med nye funktioner. Allerede i dag kan gravide for eksempel modtage et digitalt spørgeskema forud for den første graviditetskonsultation. Fremover vil flere af de spørgeskemaer, som bruges i almen praksis, blive tilgængelige digitalt via appen.
Nem adgang til lægen og børns data
Min Læge-appen anvendes bredt af både voksne og børn. Hvis en forælder har adgang til barnets læge via appen, tæller barnet som en aktiv bruger. En aktiv bruger defineres som en person, der har givet samtykke og har brugt appen inden for de seneste 12 måneder.
Appen giver mulighed for at kontakte egen læge og vagtlæge, bestille tid, anmode om receptfornyelse, afholde videokonsultationer og se prøvesvar. Derudover giver den adgang til egne sundhedsdata samt udvalgte sundhedsdata om ens børn.
Min Læge-appen er gratis og kan hentes via både App Store og Google Play.
