Skip to main content


”Det er vigtigt for mig, at vi fik demonstreret, at fagligheden i almen praksis ikke skal opbygges helt forfra. Vi fik vist bredden af almen praksis, da vi har mange eksisterende institutioner, som skal bruges til at styrke den faglighed, der allerede findes. Det er primært dem, Medicinrådet skal sparre med, når det kommer til rådgivning og materiale til praktiserende læger. Jeg kan ikke løfte den opgave alene,” siger Maria Krüger.

DSAM-næstformand: Endelig er der momentum i Medicinrådets arbejde med almen praksis

Medicinrådet har lige afholdt et temamøde om almen praksis med over 90 deltagere fra rådet, Danske Regioner, Amgros, Lægemiddelstyrelsen og LIF. For DSAM-næstformand og rådsmedlem Maria Krüger gav dagen håb om, at indslusningen af almen praksis langt om længe kan begynde for alvor.

Baggrunden for temamødet er, at Medicinrådet fra januar 2025 har fået en ny og anderledes opgave tilføjet sin portefølje: At vejlede almen praksis om rationel farmakoterapi på samme måde, som IRF (Institut for Rationel Farmakoterapi) tidligere har gjort det i Sundhedsstyrelsen.

Maria Krüger er yderst positiv i sin evaluering af dagen. Hun har tidligere i Medicinsk Tidsskrift talt om et samarbejde, der stadig var i sin vorden og om to sektorer, der skulle se hinanden en smule an. Lige op til mødet har hun også over for Dagens Medicin tilkendegivet, at implementeringen af de nye tiltag går for langsomt.

”Jeg står ved, at jeg har været en smule utålmodig, for når man arbejder som praktiserende læge i en flad struktur, er der normalt ikke så langt fra tanke til handling. Vil Medicinrådet virkelig den her opgave, har jeg spurgt mig selv.”

Hun er dog mere optimistisk efter temamødet, der fandt sted 5. november hos Medicinrådet.

”Jeg mærkede stort engagement i opgaven, som det nogle gange har været svært at mærke, når man siddet med i rådsmøder, hvor dagsordenen primært har været hospitalsmedicin,” siger Maria Krüger, der er praktiserende læge på Frederiksberg, når hun ikke passer sine poster som DSAM-næstformand og medlem af Medicinrådet.

Almen praksis udgøres af mange aktører

Maria Krüger fortæller, at dagen blandt andet bestod af oplæg fra KAP-H, KiAP og forskningsenheder for almen praksis, der gjorde de fremmødte klogere på alt det arbejde med vejledning, rådgivning, udvikling og forskning, der udgår fra dem.

”Det er vigtigt for mig, at vi fik demonstreret, at fagligheden i almen praksis ikke skal opbygges helt forfra. Vi fik vist bredden af almen praksis, da vi har mange eksisterende institutioner, som skal bruges til at styrke den faglighed, der allerede findes. Det er primært dem, Medicinrådet skal sparre med, når det kommer til rådgivning og materiale til praktiserende læger. Jeg kan ikke løfte den opgave alene,” siger Maria Krüger og tilføjer, at der er omkring 70 medarbejdere alene i KAP-H.   

Parterne drøftede til temamødet, hvordan Medicinrådet bedst spiller sammen med andre aktører, så deres vejledninger bliver en hjælp til gavn for patienterne. Det blev også diskuteret i både plenum og i gruppemøder, hvordan man kan understøtte sammenhæng i sundhedsvæsenet, seponering og undgå uhensigtsmæssig polyfarmaci, har Medicinrådet skrevet på LinkedIn.

Også Maria Krüger, der som DSAM-næstformand er talsmand inden for medicin og IT, havde et programpunkt.

”Jeg fremhævede, hvad der påvirker læger til at udskrive den medicin, de udskriver: Det er både arbejdet i kvalitetsklynger, efteruddannelse, omtale og debat i medierne, medicinalindustrien og politikere. At der er så mange, der har indflydelse, gør det for mig at se endnu mere vigtigt, at der er uvildige og evidensbaserede vejledninger, som de praktiserende læger kan konsultere. I almen praksis håndterer vi omkring 20 millioner konsultationer årligt, så konsekvenserne af uhensigtsmæssige behandlinger er store,” siger Maria Krüger.

Ekskursion til Hobro

Medicinsk Tidsskrift: Hvad sker der nu helt konkret som udløber af den her dag?

”Momentum er vigtigt, det oplever jeg, vi har fået med den her dag. Medicinrådet har også sendt omkring 10 medarbejdere ud på praksisbesøg, eksempelvis også til DSAM-formand Bolette Friderichsen i Hobro, for at klæde dem bedre på til arbejdet med almen praksis,” siger Maria Krüger.

Hun oplever, Medicinrådet har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning med et stort møde som det just afholdte. Temamødet har sparket den tunge silo-dør ind og givet parterne en øget forståelse for alle de aktører, der bidrager til almen praksis.

”Det er derfor også min klare opfattelse, at der vil følge flere bilaterale møder som opfølgning på temamødet. En stor cadeau til Medicinrådet for at arrangere den her dag,” siger Maria Krüger. 

Direktør for Medicinrådet: Vi har arbejdet målrettet med ny opgave

Medicinrådets direktør Søren Gaard fandt dagen spændende og præget af mange slags drøftelser med mange aktører. Han understreger, at almen praksis er et vigtigt område for Medicinrådet og mener ikke, Medicinrådet har været for langsomme i optrækket.

”Det her er jo en ny opgave, og vi har brugt året på at opbygge kompetencer og fastlægge, hvordan vi skal arbejde med almen praksis. Og noget af det, vi tog med fra temamødet, er, at vi skal arbejde med, hvordan den information, vi giver til praktiserende læger, skal være nem at forholde sig til.” 

Direktøren påpeger, at sekretariatet har arbejdet målrettet med den nye opgave de første 11 måneder, hvor den har ligget hos dem. Mandag 10 november er der udkommet en seponeringsliste, og Medicinrådet er i gang med i alt seks behandlingsvejledninger også.

”Vi har en opgave med at synliggøre, at Medicinrådet har overtaget opgaver fra IRF. Den synliggørelse sker primært via de produkter, vi laver, og de produkter er på vej. ”

nyhed