Skip to main content

PLAndel og Voresklinik vil fusionere

To andelsfællesskaber for praktiserende læger planlægger at fusionere for at udvikle fælles tilbud og services, der skal give mindre administration og mere tid til patienterne.

PLAndel og Voresklinik ønsker at fusionere og samle deres aktiviteter i ét selskab. Der er behov for betydelige investeringer og mere udvikling, hvis indsatsen i almen praksis skal løftes, lyder rationalet bag fusionen. 

PLAndel skal samle klinikker om fælles løsninger på blandt andet IT, vikarhjælp og administrative opgaver, forlød det i februar måned, da sløret blev løftet for PLAndel.

 ”Almen praksis er under pres, og der er brug for at løfte de fælles løsninger. Voresklinik, og stifterne bag dette, har været frontløbere i arbejdet, og det er vi alle meget glade for. Nu kræver næste skridt både investeringer og større skala, og derfor er tiden nu inde til at samle kræfterne i ét selskab,” siger Henrik Idriss Kise, formand for PLAndel i en pressemeddelelse.

Hos Voresklinik ser man fusionen som et næste skridt i det arbejde, der allerede er sat i gang.

”Voresklinik har gennem flere år opbygget et stærkt fællesskab og lagt et vigtigt fundament. Med fusionen får vi bedre muligheder for at videreudvikle løsningerne og skabe endnu mere værdi for klinikkerne,” siger Holger Olaf Kjær, næstformand i Voresklinik. Han er også praktiserende læge i Horsens.

Formanden i Voresklinik er praktiserende læge Jannik Falhof, der også er del af Lægefællesskabet i Grenå

Klinikkerne, som i dag er medlem af Voresklinik, får i forbindelse med medlemsmøder i maj 2026 tilbud om at melde sig ind i PLAndel, og alle Voreskliniks andelshavere vil få deres andel af den resterende egenkapital i Vores Klinik udbetalt, når beløbet er gjort op. 

Tegn på en ændret sektor

PLO har efter alt at dømme taget andelstanken til sig med PLAndel. Men tanken om at udvikle fælles løsninger er muligvis sympatisk, men også bekymrende, har en kritiker af sundhedsreformen tidligere noteret sig.

Øjenlæge Susanne Tvede Andersen har forgæves forsøgt at samle stemmer ind til et borgerforslag kaldet ’Bevar den praktiserende læge’ i opposition til de strukturelle forandringer, som sundhedsreformen kan medføre for almen praksis – og på sigt for andre praktiserende speciallæger. PLAndel har også gjort hende bekymret: Det er for hende at se et tegn på, at praktiserende læger har accepteret præmissen om en forandret primærsektor, efterhånden som sundhedsreformen bliver rullet ud.

”PLAndel kan vise sig at blive en nødvendig aflastning. Måske endda den mindst dårlige løsning i en ny virkelighed. Men den bør ikke forveksles med, at de grundlæggende problemer er løst,” skrev hun i februar 2026 med reference til loven om indførelse af national opgavebeskrivelse, basisfunktion for det almenmedicinske tilbud, aftale om vilkår for alment praktiserende læger og differentieret honorarstruktur, der bliver implementeret som led i sundhedsreformen.

PLAndel er ikke kun et fremskridt, men også et symptom, ifølge øjenlægen: ”Et svar på, at den klassiske kollektive model ikke længere opleves som tilstrækkelig til at beskytte lægernes økonomiske og retlige position,” skrev Susanne Tvede Andersen kort efter lanceringen.

Fusionen af de to andelsfællesskaber skal endeligt godkendes på generalforsamlinger i juni.