Skip to main content

Entyvio fører til remission hos børn med IBD

Entyvio (vedolizumab) er et sikkert og effektivt valg til børn med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), konkluderer forskere bag nyt internationalt studie.

Meget få studier har undersøgt effekten af biologisk behandling specifikt til børn med IBD, og man savner data på de pædiatriske patienter. Nu viser de første resultater af VEDOKIDS-studiet, at det biologiske lægemiddel vedolizumab har en gavnlig effekt hos børn under 18 år.

VEDOKIDS er et prospektivt kohortestudie, som blev gennemført på 17 centre i seks lande. I 14 uger fulgte man 142 børn og unge i alderen 0-18 år, som startede i behandling med vedolizumab.

42 procent af børnene med colitis ulcerosa og 32 procent af børnene med Crohns sygdom opnåede klinisk remission efter 14 uger. Det vil sige, at de hverken havde behov for steroidbehandling eller sondeernæring. Koncentrationen efter 14 uger var højere hos børn med colitis ulcerosa end hos børn med Crohns sygdom (11,5 μg/mL [IQR 5,5-18,1] vs. 5,9 μg/mL [3,0-12,7]; p=0,006).

32 (23 procent) ud af 142 børn rapporterede mindst én bivirkning, hvoraf de mest almindelige var hovedpine (4 procent) muskelømhed (3 procent) og feber (2 procent). Ingen af bivirkningerne blev klassificeret som alvorlige, og kun to patienter afbrød behandlingen på grund af bivirkninger.

På baggrund af resultaterne, som er udgivet i tidsskriftet Lancet Gastroenterology and Hepatology, konkluderer forskerne, at vedolizumab bør overvejes som behandling til børn, som ikke har opnået respons på andre godkendte behandlinger.

Ikke godkendt i Danmark

I Medicinrådets lægemiddelrekommandationer og behandlingsvejledninger vedrørende biologisk behandling af Crohns sygdom og colitis ulcerosa er der ikke foretaget en evidensgennemgang af lægemidler til behandling af børn. I stedet henvises der til et baggrundsnotat fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicins (RADS) fra 2017.

Af baggrundsnotatet fremgår det, at der kun foreligger enkelte større prospektive kliniske studier vedrørende biologisk behandling af pædiatriske patienter. Tre pædiatriske multicenterstudier danner grundlag for de godkendte indikationer (infliximab og adalimumab til moderat til svær Crohns sygdom og infliximab til moderat til svær colitis ulcerosa). Vedolizumab anbefales altså indtil videre ikke til børn og unge under 18 år.