EU godkender triplebehandling til astmapatienter
Europa-Kommissionen har godkendt triplebehandlingen Trixeo som vedligeholdelsesbehandling til patienter med astma, som ikke opnår sygdomskontrol med inhalationssteroid og langtidsvirkende beta2-agonist.
Trixeo kombinerer ICS, LABA og en langtidsvirkende muskarinantagonist (LAMA) i én inhalator. Behandlingen har siden 2020 været godkendt i EU til behandling af voksne med moderat til svær KOL.
Godkendelsen til astma bygger på fase III-studierne KALOS og LOGOS, hvor Trixeo forbedrede lungefunktionen sammenlignet med kombinationsbehandling med ICS/LABA.
I en samlet analyse af de to studier reducerede behandlingen desuden den årlige rate af svære astmaforværringer sammenlignet med ICS/LABA. Resultaterne blev publiceret i The Lancet Respiratory Medicine i februar 2026.
Det er AstraZeneca, der står bag Trixeo. Christof Bischoff, landechef i AstraZeneca Danmark, fremhæver betydningen af at få flere behandlingsmuligheder til patientgruppen.
”Astma kan være hæmmende for den enkelte patient uanset alder. Samtidig har astma konsekvenser for samfundet, da der er store omkostninger, tabte arbejdsdage og negative konsekvenser i forhold til uddannelse og ungdomsliv forbundet med astma. Derfor er det vigtigt med fokus på forebyggelse, tidlig udredning og behandling, der kan bidrage til bedre sygdomskontrol for den enkelte patient og komme samfundet til gavn,” siger han.
Christof Bischoff fremhæver også, at godkendelsen omfatter unge helt ned til 12 år.
”Unge mennesker, som lever med astma, er ofte et sted i livet, hvor det er vigtigt at kunne deltage i et aktivt og socialt liv i skolen og igennem fritidsinteresser. Det er vigtigt med tilstrækkelige og dækkende behandlingsmuligheder for alle astmapatienter, og det er derfor centralt, at indikationsudvidelsen også gælder unge ned til 12 år.”
