Duvakitug giver endoskopisk respons hos op mod halvdelen ved Crohns sygdom
I et fase IIb-studie førte den eksperimentelle TL1A-hæmmer duvakitug til endoskopisk respons hos 48 procent af Crohns-patienterne ved den højeste dosis.
Resultaterne stammer fra det randomiserede placebokontrollerede studie RELIEVE UCCD, som netop er udgivet i The Lancet Gastroenterology & Hepatology. Duvakitug er et monoklonalt antistof rettet mod TNF-like cytokine 1A (TL1A).
Studiet inkluderede patienter i alderen 18-75 år med moderat til svær aktiv Crohns sygdom. Deltagerne blev randomiseret 1:1:1 til en startdosis på 2.250 mg duvakitug efterfulgt af enten 450 mg (46 patienter) eller 900 mg hver anden uge (46 patienter) eller til placebo (46 patienter).
Det primære endepunkt var endoskopisk respons efter 14 uger, defineret som mindst 50 procent reduktion fra baseline i Simple Endoscopic Score for Crohn's Disease (SES-CD).
Efter 14 uger havde 12 af 46 patienter i 450 mg-gruppen opnået endoskopisk respons, svarende til 26 procent. Det samme gjaldt 22 af 46 patienter i 900 mg-gruppen (48 procent) og 6 af 46 patienter i placebogruppen (13 procent).
Der blev rapporteret bivirkninger hos 31 af 46 patienter (67 procent) i 450 mg-gruppen, 20 af 46 (43 procent) i 900 mg-gruppen og 22 af 46 (48 procent) i placebogruppen. De hyppigste bivirkninger var nasopharyngitis og hovedpine.
Alvorlige bivirkninger forekom hos 6 patienter (13 procent) med duvakitug 450 mg, 1 patient (2 procent) med duvakitug 900 mg og 5 patienter (11 procent) med placebo.
Duvakitug afprøves nu i fire fase III-forsøg som induktions- og vedligeholdelsesbehandling af IBD: SUNSCAPE-1 og SUNSCAPE-2 ved colitis ulcerosa og STARSCAPE-1 og STARSCAPE-2 ved Crohns sygdom.
