Stor kortlægning: Markante forskelle i varighedenen af biologisk psoriasisbehandling
Et nyt dansk studie giver for første gang et klart billede af, hvor længe psoriasispatienter bliver på behandling med biologiske lægemidler. Resultaterne viser, at der er store forskelle på, hvor længe patienter fortsætter deres behandling. Det er dog uklart, hvad årsagerne bag er.
Det har indtil nu været uvist, præcis hvor længe psoriasispatienter fortsætter med at være i behandling med biologiske lægemidler i den virkelige kliniske praksis. Nu viser et nyt dansk studie, at der er stor forskel på lægemidlernes medicinoverlevelse, som det kaldes. Det gælder både blandt bionaive og bioerfarne patienter – og det er relevante fund, mener studiets hovedforfatter Christopher Willy Schwarz, der er ph.d. og læge ved Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.
”Vi kan ikke kurere psoriasis – vi kan kun holde sygdomsaktiviteten nede ved hjælp af vedvarende behandling, så det er relevant at undersøge, hvor lang tid patienterne bliver på behandling med de forskellige biologiske lægemidler,” siger han om baggrunden for studiet, som for nylig er udgivet i JAMA Dermatology. Studiet er baseret på data fra det danske Dermbio-register og omfatter i alt 4.438 patienter og mere end 7.000 behandlingsserier registreret fra 2007 til 2025. Data er analyseret separat for patienter uden tidligere biologisk behandling (bionaive) og for patienter, der tidligere har været behandlet med ét eller flere biologiske lægemidler (bioerfarne). Årsagen er, at det ikke var muligt at undersøge medicinoverlevelsen for de nyere biologiske behandlinger hos bionaive patienter, der i Danmark primært er behandlet med de ældre biologiske lægemidler som adalimumab, secukinumab og ustekinumab.
Ustekinumab klarer sig bedst
Blandt de bionaive patienter havde ustekinumab den længste behandlingsvarighed. Den absolutte risiko for behandlingsophør efter fem år var 37 procent (95% CI 33-41) for ustekinumab, hvilket var lavere end for både adalimumab (51 procent; 95% CI 49-54) og secukinumab (54 procent; 95% CI 48-60). IL-12/23-hæmmeren ustekinumab er i den seneste version af Medicinrådets lægemiddelrekommandation rykket op som andetvalg, efter at patentet er udløbet. Førstevalget er TNF-hæmmeren adalimumab.
”Man kan kun gisne om, hvorfor ustekinumab klarer sig bedre end adalimumab og secukinumab. En del af forklaringen kan handle om doseringen. De fleste biologiske lægemidler har en fast dosis uanset patientens størrelse, men ustekinumab kan man give i to forskellige doser, alt efter om patienten vejer under eller over 100 kilo. Det kan måske være en del af forklaringen,” siger Christopher Willy Schwarz.
Bivirkninger er ikke afgørende
Blandt de bioerfarne patienter var det tre af de nye lægemidler – bimekizumab, guselkumab og risankizumab – der havde den længste medicinoverlevelse. Den toårige absolutte risiko for behandlingsophør var 27 procent (95% CI 20-34) for bimekizumab, 29 procent (95% CI 22-36) for guselkumab og 25 procent (95% CI 15-36) for risankizumab. Det er ifølge Christopher Willy Schwarz et af studiets væsentligste og måske lidt overraskende fund.
”Vi kan se, at IL-17-hæmmeren bimekizumab ser ud til at have lige så høj medicinoverlevelse som de to IL-23-hæmmere, guselkumab og risankizumab, som man nok havde tænkt var de lægemidler, der havde længst medicinoverlevelse,” siger han. Bimekizumab tilhører gruppen af IL-17-hæmmere, som også omfatter IL-17A-hæmmerne ixekizumab og secukinumab samt IL-17-receptor A-hæmmeren brodalumab. De tre sidstnævnte har dog en kortere medicinoverlevelse end bimekizumab i analysen af de bioerfarne patienter.
Den toårige absolutte risiko for behandlingsophør var således 43 procent (95% CI 38-47) for ixekizumab, 56 procent (95% CI 51-60) for secukinumab og 55 procent (48-63) for brodalumab mod kun 27 procent (95% CI 20-34) for bimekizumab. Selvom bimekizumab, der blokerer både IL-17A og IL-17F, er forbundet med flere bivirkninger, som svamp i munden, ser det altså ikke ud til at reducere behandlingsvarigheden – tværtimod. Faktisk var der færre patienter på bimekizumab, der afbrød behandlingen grundet bivirkninger, end der var for de øvrige IL-17-hæmmere.
”Det er ret interessant. Det kan hænge sammen med, at effekten måske er så god, at patienterne bedre kan tolerere bivirkninger. Hvis deres psoriasis forsvinder helt, kan man godt leve med nogle bivirkninger, men hvis virkningen er dårligere, skal der måske ikke så meget til, før man skifter behandling,” siger Christopher Willy Schwarz.
Ændrer ikke klinisk praksis
Selvom kortlægningen viser forskelle i, hvor længe patienterne bliver på behandlingerne, så forventer Christopher Willy Schwarz ikke, at resultaterne vil ændre den kliniske praksis.
”Vi skal jo følge Medicinrådets retningslinjer, og det, synes jeg, egentlig er meget fint. Det sikrer, at der er lige adgang til sundhed, så behandlingsvalget ikke afhænger af, hvilken læge man kommer ind til,” siger han og fortsætter:
”I den ideelle verden, hvor økonomi ikke var et hensyn, ville vi da give de mest effektive behandlinger til alle. Men forskellen på lægemidlernes effekt er ikke så stor i øjeblikket, og så får prisen en stor betydning.”
Langt fra personlig behandling
Studiet analyserede også, i hvilket omfang patientkarakteristika var associeret med behandlingsophør. Overordnet fandt forskerne, at kun få kliniske og demografiske faktorer havde sammenhæng med behandlingsvarighed – og at der ikke kunne identificeres tydelige profiler, der kunne pege mod et mere individualiseret valg af biologisk behandling. Blandt både bionaive og bioerfarne patienter var højere alder og højere kropsvægt uafhængigt forbundet med en øget risiko for behandlingsophør uanset årsag. Kvindeligt køn var associeret med en øget risiko for behandlingsophør grundet manglende effekt eller bivirkninger blandt bionaive patienter. Tidligere behandlingshistorik spillede også en rolle blandt de bioerfarne patienter, hvor patienter, der havde modtaget behandling med to eller flere biologiske lægemidler førhen, havde en højere risiko for behandlingsophør end patienter, der kun havde fået én tidligere biologisk behandling.
”Vi vil jo gerne finde ud af, om der er nogle patientkarakteristika, som indikerer, at én behandling fungerer bedre end en anden. Der er desværre ikke noget i data, der peger mod mere personlig behandling. Køn, alder og vægt giver ikke klare svar. For at komme videre, skal man nok kigge dybere på immunologiske mekanismer og biomarkører. Det er fremtiden,” siger Christopher Willy Schwarz.
Artiklen har været bragt i Medicinske Tidsskrifters print-magasin for specialister, marts 2026