Skip to main content

IBD er forbundet med psykiatriske lidelser både før og efter diagnosen

Patienter med inflammatorisk tarmsygdom (IBD) havde forhøjet forekomst af psykiatriske lidelser allerede to til tre år før IBD-diagnosen. Risikoen toppede kort efter diagnosen og forblev forhøjet helt op til ti år efter diagnosen.

Det viser et landsdækkende svensk kohortestudie, som for nylig er udgivet i Clinical Gastroenterology and Hepatology.

Forskerne undersøgte risikoen for psykiatriske lidelser både før og efter IBD-diagnosen. Analysen før diagnosen omfattede 48.230 patienter med IBD og 210.582 kontroller, mens analysen efter diagnosen omfattede 43.862 patienter og 178.821 kontroller.

Studiet viser, at risikoen begyndte at stige to til tre år før IBD-diagnosen. To år før IBD-diagnosen var risikoen for en psykiatrisk lidelse 15 procent højere end i baggrundsbefolkningen (HR 1,15; 95% CI 1,09-1,21).

Risikoen toppede kort efter diagnosen og var efter et halvt år 50 procent højere end i baggrundsbefolkningen (HR 1,50; 95% CI 1,41-1,59).

Herefter faldt risikoen, men den forblev forhøjet gennem hele opfølgningsperioden. Selv ti år efter diagnosen var risikoen 19 procent højere (HR 1,19; 95% CI 1,13-1,24).

Den øgede risiko var især drevet af depression, angstlidelser og misbrug. Forskerne fandt derimod ingen øget risiko for psykoser, personlighedsforstyrrelser eller ADHD.

Patienter med IBD havde dog hyppigere autismespektrumforstyrrelser kort efter diagnosen og en øget risiko for spiseforstyrrelser fra fem år efter diagnosen og frem.

Det tidsmæssige mønster var tilsvarende på tværs af Crohns sygdom, colitis ulcerosa og uklassificeret inflammatorisk tarmsygdom.

For at undersøge, om sammenhængen kunne forklares af genetiske eller familiære faktorer, sammenlignede forskerne patienter med IBD med deres søskende uden IBD. Også i denne analyse sås en tilsvarende stigning i risikoen for psykiatriske lidelser.

Ifølge forskerne viser resultaterne, at patienter med IBD har en forhøjet risiko for flere psykiatriske lidelser fra flere år før diagnosen og op til mindst ti år efter. De konkluderer også, at sammenhængen ikke fuldt ud kan forklares af fælles familiære faktorer.