Biomarkør hos gravide kobles til øget risiko for børneastma
Et bestemt fedtsyremolekyle i gravides blod kan potentielt fungere som en biomarkør og være med til at identificere børn med øget risiko for at udvikle astma.
Det viser et nyt studie fra forskere ved Københavns Universitet og COPSAC.
Resultaterne bygger på to store mor-barn-kohorter fra Danmark og USA med mere end 1.600 gravide og 1.500 børn fulgt gennem op til 10 år.
Forskerne fandt, at børn af mødre uden målbare niveauer af fedtsyren 12-HETE havde 62 procent højere risiko for barndomsastma gennem de første 10 leveår end børn af mødre med målbare niveauer. Samtidig havde børnene hyppigere luftvejsinfektioner og en ændret bakteriesammensætning i luftvejene.
Studiet peger desuden på, at den forebyggende effekt af omega-3-tilskud under graviditeten kan afhænge af moderens 12-HETE-niveau.
I det randomiserede delstudie reducerede omega-3 risikoen for astmatisk bronkitis med 58 procent blandt kvinder med målbare niveauer af 12-HETE, mens der ikke sås nogen effekt hos kvinder uden målbare niveauer. 12-HETE blev målt i blodprøver taget omkring graviditetsuge 24.
Fundene blev efterfølgende bekræftet i en uafhængig amerikansk mor-barn-kohorte.
Forskerne understreger, at der er tale om en korrelation og ikke en dokumenteret årsagssammenhæng. De vurderer dog, at 12-HETE på sigt kan udvikles til en biomarkør, som kan bruges til mere målrettet forebyggelse af astmatisk bronkitis.
