”Det er velkendt, at primær hyperaldosteronisme, hvor man producerer mere af hormonet aldosteron, end kroppen har brug for, kan udløse kardiovaskulær sygdom, idet det rykker ved salt og væskebalancen og har indflydelse på blodtrykket. Men det anerkendes i stigende grad ved øvrig forskning også, at renin-uafhængig aldosteron-aktivitet findes på et spektrum, snarere end at være en sjælden tilstand, og at også mindre forstyrrelser i hormon-aksen kan medvirke til udvikling af hjerte-kar-sygdom,” siger Mats C. Højbjerg Lassen, læge på Afdeling for Hjertesygdomme ved Herlev og Gentofte Hospital.
Det har dog tidligere ikke været undersøgt tilstrækkeligt.
Men nu har Mats C. Højbjerg Lassen sammen med amerikanske kollegaer undersøgt med data fra det amerikanske ARIC-studie, om et bredere spektrum af renin-uafhængig aldosteronaktivitet, afspejlet ved forskellige varianter af højere aldosteron-renin-ratio (ARR), kan være forbundet med en øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom.
”Der er en række sygdomme, hvor man kan få en dysreguleret aldosteron-balance, for eksempel hjertesvigt og forskellige nyresygdomme. Det mudrer billedet. Men flere studier peger efterhånden på, at dét at have dysreguleret aldosteron-aktivitet helt generelt er associeret med øget kardiovaskulær risiko og kan bidrage til udvikling af blandt andet atrieflimren, aterosklerotisk sygdom og stroke.”
Der er flere forskellige forklaringer på, hvorfor man udvikler renin-uafhængig aldosteron-aktivitet.
”Den hyppigste årsag til primær hyperaldosteronisme er en overproduktion af aldosteron fra binyrerne, ofte som følge af bilateral binyrehyperplasi og i nogle tilfælde et hormonproducerende adenom. Ofte har patienterne forhøjet blodtryk uden nogen nærliggende årsag. De får flere forskellige blodtrykssænkende behandlinger, men har svært ved at komme i mål. Særligt når det handler om yngre mennesker, som ikke kommer i mål, bør man tænke på, om det kan være primær hyperaldosteronisme, som er på spil. Som oftest bliver de patienter henvist til specialiseret udredning.”
Omstændig diagnostik
Patienterne kommer typisk i behandling med præparater som spiron og eplerenon, som begge er mineralokortikoid-receptorantagonister, som blokerer hormonet aldosteron for at mindske væskeophobning og beskytte hjertet, men det er ikke mange, som bliver udredt for tilstanden, siger Mats C. Højbjerg Lassen.
”Det er nogle ret omfattende guidelines, og det er en omstændig diagnostik, hvor man skal foretage en række målinger under standardiserede forhold, og i nogle tilfælde indgår også urinopsamling. Det er ikke helt ligetil at screene for. Men en mineralokortikoid-receptorantagonist vil i mange tilfælde også allerede være et af de præparater, man giver ved forhøjet blodtryk. Dog ikke i første linje.”
Nye præparater på vej
Der er de seneste år kommet et nyere præparat, der rammer denne hormonakse, nemlig mineralokortikoidreceptorantagonisten finerenon, som generelt er forbundet med færre hormonelle bivirkninger, siger Mats C. Højbjerg Lassen, og den rigtig gode nyhed er, at der er flere specifikke aldosteron-syntasehæmmere under udvikling, som lige nu testes i kliniske forsøg.
”Der findes altså nogle ældre lægemidler med god effekt men også med bivirkninger – og så foregår der et kæmpe ’move’ mod at udvikle noget, der mere direkte hæmmer aldosteronproduktionen, med håb om en mere målrettet effekt og færre bivirkninger. Her undersøger man også, om præparaterne kan forebygge udvikling af blandt andet hjertesvigt og reducere risikoen for kardiovaskulære hændelser hos patienter med høj kardiovaskulær risiko.”
Muligt mål for forebyggelse
Forskerne undersøgte på baggrund af data fra ARIC-studiet (Atherosclerosis Risk in Communities), om aldosteronniveauer og aldosteron-renin-ratioen (ARR) var associeret med fremtidige kardiovaskulære hændelser ved hjælp af data fra 3.477 hjemmeboende ældre amerikanske deltagere, som ved inklusion i studiet ikke havde kendt hjerte-kar-sygdom. Ved en niårs-opfølgning var der ved en højere ARR en øget risiko for atrieflimren og iskæmisk apopleksi. Der blev derimod ikke fundet en sammenhæng med hjertesvigt eller myokardieinfarkt.
”ARIC-studiet er unikt, fordi man ved flere besøg hen over årene har undersøgt kohortens aldosteron og renin. Et af resultaterne var, at forhøjet aldosteron-aktivitet uafhængigt af renin var associeret med en øget risiko for atrieflimren. Ligesom det også var associeret med øget risiko for iskæmisk apopleksi. Risikoen bestod efter justering for traditionelle kardiovaskulære risikofaktorer. Der blev derimod ikke fundet signifikante sammenhænge mellem forhøjet renin-uafhængig aldosteronaktivitet og risiko for hospitalsindlæggelse med hjertesvigt eller myokardieinfarkt.”
Så resultaterne af forskningen understøtter altså, at renin-uafhængig aldosteronaktivitet i højere grad er et spektrum, og at varierende niveauer på det spektrum kan bidrage til risikoen for atrieflimren og apopleksi hos ældre.
”Forøget renin-uafhængig aldosteronaktivitet ser helt generelt ud til at være dårligt for hjerte-kar-systemet. Og det peger nok så vigtigt også på, at aldosteron-systemet kan være et muligt mål for forebyggelse af hjerte-kar-sygdom,” siger Mats C. Højbjerg Lassen, og uddyber:
”Det kan være relevant at undersøge, om behandling med lægemidler, der hæmmer aldosteron, også kan gavne patienter med mindre udtalte grader af renin-uafhængig aldosteronaktivitet. Dermed ikke sagt, at man skal screene alle, men det ser ud til, at der er en gråzone mellem den veldefinerede diagnose primær hyperaldosteronisme og mindre udtalte grader af renin-uafhængig aldosteronaktivitet. Vores studie understøtter, at dysreguleret aldosteron er en risikomarkør for hjerte-kar-sygdom, men om behandling af denne gruppe forbedrer prognosen, kræver randomiserede studier.”
Mats C. Højbjerg Lassen bemærker, at studiet er et observationsstudie.
”Det viser en sammenhæng mellem højere renin-uafhængig aldosteronaktivitet og risikoen for atrieflimren og apopleksi, men kan ikke i sig selv fastslå, at forhøjet aldosteronaktivitet forårsager disse sygdomme, eller at behandling rettet mod aldosteron-systemet vil reducere risikoen.”
Om ARIC-studiet:
ARIC-studiet (Atherosclerosis Risk in Communities) er et prospektivt kohortestudie.
Studiet omfattede 3.477 hjemmeboende ældre amerikanske deltagere, som ved inklusion i studiet ikke havde kendt hjerte-kar-sygdom.
Deltagernes koncentrationer af aldosteron og renin i blodet blev målt i perioden 2011 til 2013.
Analyserne blev gennemført fra marts til september 2025.
ARR beregnes som forholdet mellem koncentrationen af hormonet aldosteron og reninaktiviteten i blodet. En forhøjet ARR kan blandt andet være et tegn på renin-uafhængig aldosteronaktivitet, som er et centralt karakteristika ved primær hyperaldosteronisme.
Deltagernes gennemsnitsalder var 74,8 år, og 2.139 (61,5 %) var kvinder.
Om aldosteron:
Aldosteron er steroidhormon, som dannes i binyrebarken. Det styrer kroppens salt- og væskebalance samt blodtrykket ved at få nyrerne til at holde på salt og udskille kalium. Hormonet frigives, når blodtrykket er lavt, eller når der er for meget kalium i blodet.
