Skip to main content

Anti-TNF-behandling mindsker alligevel ikke IBD-patienters risiko for diabetes

Marie Villumsen

Anti-TNF-behandling modvirker alligevel ikke den øgede risiko for type 2-diabetes hos personer med inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), viser et dansk studie. 

”Vi ved, at patienter med IBD har forhøjet risiko for type 2-diabetes sammenlignet med den raske baggrundsbefolkning, og det er ikke fordi de er mere overvægtige,” siger Marie Villumsen, ph.d., cand.scient.san.publ. ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Hun er forfatter til et nyt studie, publiceret i Clinical Gastroenterology and Hepatology, der undersøger sammenhængen mellem IBD, behandlingstypen og risikoen for at udvikle type 2-diabetes.

Marie Villumsen indgår i et forskerteam fra grundforskningscenteret PREDICT - Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease, og de har arbejdet ud fra hypotesen om, at årsagen til den forøgede risiko for type 2-diabetes skyldes, at IBD-patienterne har systemisk inflammation i kroppen.

”Det pro-inflammatoriske cytokin TNF reducerer insulinfølsomhed, og vi ønskede derfor at undersøge om patienter, der har fået biologisk behandling med TNF-hæmmere, har nedsat risiko for type 2-diabetes i forhold til de patienter, der har fået en anden type behandling,” siger Marie Villumsen.

Tese ikke underbygget

I de nationale registre har forskerne identificeret folk med IBD i perioden 2005-2018. Til deres overraskelse, var der ingen forskel på udviklingen af diabetes hos dem, der fik behandling, der reducerer insulinfølsomheden.

”Vi finder at dem, der havde fået behandling med TNF-hæmmere har samme risiko for at udvikle type 2-diabetes som dem, der har fået anden behandling,” siger Marie Villumsen. Hun tilføjer, at der på den anden side heller ikke ses en forøget risiko for at udvikle type 2-diabetes i gruppen, der er behandlet med TNF-hæmmere.

”Patienter med IBD bliver ofte behandlet med kortikosteroider, som kan forstyrre glukosereguleringen. Vi så en tendens til at patienter som modtog både kortikosteroider og TNF-hæmmere i mindre grad udviklede type 2-diabetes sammenlignet med patienter, som kun modtog kortikosteroider,” siger Marie Villumsen. Dog var estimaterne ikke statistisk signifikante (HR 0.79, 95% CI 0.41-1.49).

”Man kunne godt mistænke, at dem der får biologisk behandling med TNF-hæmmere var mere syge end dem vi sammenligner med, men vi har gjort os umage med at gøre de to grupper sammenlignelige. Hver patient er sammenlignet med tre andre, der fik en anden behandling, men de ligner i øvrigt hinanden, så forskelle i sværhedsgraden af IBD kan ikke forklare, hvorfor vi ikke får bekræftet vores hypotese,” siger Marie Villumsen.