Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Nyt forskningscenter for tarmpatienter viser positive resultater

Nordsjællands Hospital samarbejder med medicinalfirmaet Ferring om et nyt forskningslaboratorium med fokus på telemedicinsk behandling af en række tarmsygdomme. Både læger og patienter er begejstrede over de foreløbige resultater.

I august indgik Nordsjællands Hospital et samarbejde med medicinalfirmaet Ferring om forskning i behandling af tarmsygdomme som Crohns sygdom, Colitis Ulcerosa og irritabel tyktarm. Det nye forskningslaboratorium hedder Ferring Gastromedicinsk Laboratorium for eSundhed, og her har den 21 mand store forskergruppe udviklet webapplikationer til monitorering og behandling af 120 patienter på forsøgsbasis. En spørgeskemaundersøgelse blandt patienterne viser nu, at patienterne er særdeles begejstrede for tilbuddet.  

”Langt de fleste er glade for det nye telemedicinske tilbud, for det giver dem en tryghed, at de selv og vi kan følge sygdommen nøje. Der bliver talt meget om, at patienter kun skal på hospitalet, hvis det er strengt nødvendigt. Og kroniske patienter som vores skal helst kunne klare sig selv. Det er den snak, vi gør til virkelighed,” siger læge og ph.d. ved Nordsjællands Hospital Johan Burisch.

Årsagen til de inflammatoriske tarmsygdomme er ukendt og behandlingen varierer. Fælles for sygdommene er, at de blusser op med mellemrum og kræver medicinsk eller biologisk behandling. Og forskningslaboratoriets hovedopgave er at forske i netop dette. I stedet for at skulle til løbende kontrol på hospitalet, kan patienterne i Nordsjælland med det nye e-sundhedstilbud monitorere sygdommen derhjemme.

Lægekonsultation over mobilen

Patienterne foretager selv en inflammationstest af deres afføring og besvarer et spørgeskema om, hvordan de har det. Via en app kan de følge sygdommens op- og nedture. Og på hospitalet går sygeplejerske Dorte Marker og laboratorieleder Dorit Vedel Ankersen fra Nordsjællands Hospitals hver dag webstuegang.

Hvis patienternes hjemmeprøver viser, at sygdommen rør på sig, bliver de ringet op samme dag og behandlingen justeret, eventuelt i samråd med en læge som for eksempel Johan Burisch. Og ellers fortsætter patienternes hverdag uforstyrret.

”Der er ofte en barriere ved, at man som patient skal ringe eller skrive, hvis man har spørgsmål, lægge besked og vente på, at lægen vender tilbage. Og så får man måske en tid i næste uge. Den barriere bryder vi ned. Og vi tilintetgør den ventetid, der normalt er, fra de afleverer en prøve, til vi begynder behandlingen, ” siger Johan Burisch og fortsætter: 

”Patienterne sparer ventetid og slipper for at tage fri fra arbejde for at få taget en simpel prøve. Det her tilbud er helt afgørende både for samfundet og deres personlige liv.”

Telemedicin skal udbredes

Selvom resultaterne fra det nye forskningslaboratorium endnu er sparsomme, er det relevant for andre læger allerede nu at vide, at det på denne her måde er muligt at indføre telemedicin til tarmpatienter, mener Johan Burisch. E-sundshedsplatformen fra Nordsjællands Hospital bliver tilmed tilgængelighed for alle.

”Telemedicin er noget, alle skal til at kigge på, for det er noget, patienterne gerne vil have, og det er faktisk ikke særlig svært at indføre i praksis. Jeg tror, vi er de første i verden til at gøre det her til en fast del af behandlingstilbuddet, men jeg er sikker på, at mange andre komme efter,” siger han.

De 120 patienter i forsøgsordningen skal være tilknyttet e-sundhedsprojektet i ti år, hvor deres inflammationsbyrde blandt andet bliver fulgt nøje. Planen er desuden, at tilbuddet på Nordsjællands Hospital skal udvides til et decideret e-ambulatorium til alle tarmpatienter. Hvornår dette er en realitet vides endnu ikke.

Ferring Gastromedicinsk Laboratorium for eSundhed

Nordsjællands Hospital har indgået et samarbejde med medicinalfirmaet Ferring til fire millioner kroner. Samarbejdet kører foreløbigt over de næste tre år. Forskningsarbejdet skal afdække, hvilken indflydelse e-sundhed har på patienter med Crohns sygdom, Colitis Ulcerosa og irritabel tyktarm.

Hidtidige erfaringer viser, at webbaserede løsninger medfører færre symptomer, færre indlæggelser og højere livskvalitet for patienterne.

Kilde: Nordsjællands Hospital