Hjemmeadministration med autoinjektor fungerer godt
Er pre-doserede autoinjektorer både funktionelle og pålidelige ved hjemmeadministration af Fasenra (benralizumab) til patienter med svær astma?
Data fra Greco-studiet viser stor succesrate ved brug af AstraZenecas nye autoinjektor-pen.
Studiet er for nyligt publiceret i Journal of Asthma and Allergy, hvor testresultater fra brug af AstraZenecas pre-doserede pen eller autoinjektor (AI), som den også kaldes, viser, at det ikke bare er nemt for patienterne at benytte dem, men at den samtidig sikrer, at rette dosis medicin havner i blodet på patienten.
Det, forskerne blandt andet undersøgte i Greco-studiet, var, hvorvidt patienter med svær astma og/eller deres nærmeste pårørende var i stand til at bruge autoinjektorerne succesfuldt.
I studiet deltog 121 patienter, som alle fik 30 mg. benralizumab først i klinikken og sidenhen i eget hjem. Ud af de 121 deltagere stoppede fem af forskellige årsager med behandlingen i løbet af studiet.
I alt fik deltagerne fem injektioner med Fasenra, hvoraf de første tre blev givet på klinikken i uge 0, uge 4 og uge 8. Den første dosis gav lægen, mens patienten eller dennes nærmeste kunne vælge selv at tage/give autoinjektoren i uge 4, mens lægen så til. I uge 4 var det fortsat muligt at få lægen til at foretage injektionen.
Ved tredje besøg i uge 8 var det dog op til patienten selv eller til dennes nærmeste at stå for at indføre medicinen med autoinjektoren. De to efterfølgende injektioner i uge 12 og uge 16 foregik uden lægefaglig støtte i patientens hjem.
I alt blev der brugt 595 autoinjektioner af 121 patienter, der havde en gennemsnitsalder på 48,5 år, og hvoraf 64 procent var kvinder. Af de deltagere, som gennemførte undersøgelsen (116), havde de 111 succes i forhold til at tage autoinjektoren i uge 12 (to nærmeste pårørende og tre patienter fejlede), mens 110 var succesfulde i uge 16, hvor to nærmeste pårørende samt fire patienter ikke klarede injektionen til perfektion.
Igennem hele studiet fejlede ti (1,7 procent) af alle injektioner, hvoraf de otte (1,3 procent) skyldes brugerfejl, mens en (0,2 procent) skyldes en fabrikationsfejl, og en (0,2 procent) var fejlagtig af ukendte årsager.
Virkningen af benralizumab (vurderet af Asthma Control Questionnaire 6 score) og farmakokinetik for patienter, der brugte autoinjektor, var sammenlignelige med offentliggjorte resultater for patienter, der fik benralizumab via sprøjte i kliniske rammer – og her blev ingen nye eller uventede sikkerhedsfund observeret. Derfor konkluderer forskerne, at autoinjektoren var funktionel, pålidelig og fungerede godt både på klinikken og i patientens hjem. Næsten alle patienter og deres nærmeste pårørende administrerede med succes benralizumab via autoinjektoren.
