Skip to main content

Svær astma og KOL øger risiko for alvorligt covid-19-forløb

AAAAI: Sværhedsgraden af astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er afgørende for, hvor svært og alvorligt et forløb patienter får ved infektion med covid-19.

Brug af steroider i behandlingen af astma og KOL ser i mindre grad ud til at være afgørende for covid-19 forløbets sværhedsgrad.

Det har hidtil været uklart, hvordan behandlingshistorikken ved svær astma og KOL spiller ind på alvorlighedsgraden ved infektion med covid-19, og derfor har amerikanske forskere undersøgt en større population for at belyse, hvilken betydning sygdommens sværhedsgrad og behandling med eksempelvis steroider har for sygdomsforløb med covid-19.

I studie, som blev præsenteret på American Academy of Asthma, Allergy & Immunology’s (AAAAI) virtuelle årsmøde, indgår patienter med astma og KOL diagnosticeret med covid-19 på Kaiser Permanente hospitalet i Californien i perioden 1. marts 2020 til 31. august 2020. Ud fra elektroniske patientjournaler har forskerne udledt patienternes astma- og KOL-historik, deres brug af steroider og bronchodilatorer, ligesom de har set på demografiske data, livsstilsfaktorer og komorbiditeter. Indlæggelse indenfor en periode på 30 dage efter en positiv covid-19-test blev brugt som målestok for et ’alvorligt covid-19-forløb, og Poisson regressions-modellen blev i studiet anvendt til at opgøre relationen mellem astma, KOL, patienternes medicin-historie og indlæggelse.

Af i alt 77.034 voksne med covid-19 (45.4 procent mænd med en gennemsnitsalder på 42.9 år og hvoraf 65 procent var af Hispanic- og latinamerikansk herkomst) blev 7.868 indlagt indenfor 30 dage. Astma eller KOL blev diagnosticeret hos henholdsvis 14.5 procent og 12.6 procent af de indlagte. Astma (RR 1.09, 95 procent CI 1.02-1.17) og KOL (RR 1.10, 95 procent CI 1.04-1.16) var begge associeret med indlæggelse efter at have reguleret for ko-variationer. Sammenhængen var større og statistisk signifikant iblandt midaldrende (35-64 år) og blandt svært overvægtige patienter. I forhold til astma-subtyper, var det udelukkende ikke-allergisk astma, som var associeret med indlæggelse (RR 1.11, 95 procent CI 1.03-1.20). Hos astma-/KOL-patienter, var det de patienter, som både benyttede steroider og bronchodilatorer (≤ seks måneder), som var i størst risiko for indlæggelse.

Konklusionen af studiet er således, at sværhedsgraden af astma og kronisk obstruktiv lungesygdom er afgørende for hvor svært og alvorligt forløb patienterne får ved infektion med covid. Noget, som ikke overrasker Carsten Schade Larsen, overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor ved Aarhus Universitet:

”Erfaringen er, at midaldrende patienter og patienter med et højt BMI ligesom patienter med kronisk lungesygdom bliver hårdere ramt af infektion med covid-19. At brugen af steroider i behandlingen af astma og KOL i mindre grad ser ud til at være afgørende for forløbets sværhedsgrad er heller ikke overraskende. Vi benytter netop binyrebarkhormon/steroider i behandlingen hos de sværest ramte covid-19-patienter, fordi betændelsestilstanden i lungerne er en immunologisk reaktion, som kan dæmpes med steroider.”