Dupilumab viser gode resultater blandt børn
ATS - I det kliniske fase III forsøg VOYAGE reducerede Dupixent (dupilumab) signifikant astmaforværringer blandt børn i alderen fra seks til 11 år. Studiet blev præsenteret på den netop afholdte American Thoracic Society (ATS) internationale konference. I Danmark er astmaekspert, Charlotte Ulrik, godt tilfreds med resultaterne.
Data fra VOYAGE-undersøgelsen af dupilumab viser, at det monoklonale antistof signifikant reducerede forværringer hos børn i alderen seks til 11 år med ukontrolleret, moderat til svær astma sammenlignet med placebo. Desuden viser data, at dupilumab forbedrede deltagernes lungefunktion inden for to uger - en forbedring, der blev opretholdt i op til 52 uger (forsøgets længde) sammenlignet med placebo.
”Vi håber, at resultaterne fra VOYAGE-forsøget vil lægge grunden for dupilumab som ny potentiel behandling for patienter i alderen seks til 11 år, som har moderat til svær astma. Ligesom vi håber, at studiet vil føre til bedre forståelse af rollen, som type 2-inflammation har i astma hos pædiatriske patienter,” udtalte medforfatter og forsker Leonard B. Bacharier, MD, professor i pædiatri, allergi, immunologi og lungemedicin, ved Monroe Carell Jr. Børnehospital, Vanderbilt University Medical Center.
Charlotte Ulrik, professor i medicinske sygdomme ved Københavns Universitet og overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital, er enig med sin amerikanske kollega, hun uddyber:
”Resultaterne fra Voyage svarer meget godt overens med det, der er vist i dupilumab-studier i gruppen af voksne med svær, ukontrolleret astma. Nemlig en reduktion i antallet af eksacerbationer og en stigning i lungefunktionen.”
Derfor glæder det hende at se, at behandlingen også virker blandt børn.
”Kigger man på tidligere undersøgelser, ser man, at der er ret mange børn, der har så svære forværringer i deres astma, at de er nødt til at blive behandlet med prednisolonkure. En behandling der ikke er god for voksne - men det er bestemt heller ikke godt for børn mellem seks og 11 år at skulle have en prednisolonkur for en akut forværring i deres astma,” pointerer professor Ulrik og peger samtidigt på, at idet dupilumab reducerer antallet af akutte forværringer, vil det sandsynligvis også kunne reducere den totale eksposition for systemisk steroid blandt de små patienter.
”Og det er vigtigt, for prednisolon påvirker børns vækst. Så selv om vi ikke ved, hvad der er af bivirkninger fra biologiske behandling på langt sigt, må jeg sige, at ud fra det vi har set omkring bivirkningsprofil på de biologiske lægemidler, vi bruger til at behandle astma med, må man sige, at det har været meget, meget beskedent,” understreger Charlotte Ulrik, der ikke er bekymret for eventuelle langsigtede bivirkninger blandt børn.
”Hvis jeg havde en patient på ti år, der havde mange forværringer i sin astma, som krævede prednisolonkure, så ville jeg foretrække, at patienten fik biologisk medicin i stedet for,” fremhæver professor Ulrik.
Type 2 inflammation ligger til grund for de fleste astmatilfælde blandt børn, og i Voyage reducerede dupilumab patienternes eksacerbationsrate med 59,3 procent, forbedrede FEV1 og reducerede FeNO signifikant efter 12 uger sammenlignet med placebo.
I uge 24 viste patienter behandlet med dupilumab større forbedringsscore i et klassisk astma-spørgeskema sammenlignet med placebo, ligesom sikkerhedsresultaterne generelt var i overensstemmelse med den kendte sikkerhedsprofil for dupilumab blandt patienter på 12 år og ældre med moderat til svær astma. Median eosinofile blodværdier faldt til under baselinjeniveauet i den 52. uge i dupilumab-gruppen.
Desuden har dupilumab tidligere vist sig at være effektiv og har en kendt sikkerhedsprofil blandt unge og voksne med moderat til svær astma, patienter på 12 år og ældre med moderat til svær atopisk dermatitis og voksne med kronisk rhinosinuitis med næsepolypper.
Fakta om VOYAGE
- 408 børn i alderen seks til 11 år med ukontrolleret moderat til svær astma deltog i forsøget.
- Forskerne udførte forud specificerede primære analyser i to populationer i undersøgelsen: 350 patienter med markører for type 2-betændelse (baseline-eosinofiler ≥150 celler/pi eller fraktioneret udåndet nitrogenoxid (FeNO) ≥20 ppb) og 259 patienter med baseline-blod eosinofiler ≥300 celler/µl.
- Patienter, der fik højdosis inhaleret kortikosteroid alene eller mellem-til-høj dosis inhaleret kortikosteroid plus en anden astmakontroller, blev randomiseret til enten at få 100 mg eller 200 mg subkutan dupilumab eller en matchet placebo i op til 52 uger.
- For hver deltager der var randomiseret til at modtage placebo, blev to deltagere randomiseret til at modtage dupilumab.
