Skip to main content

Nyt screeningsværktøj kan opdage førskoleastma hos småbørn

Et team af forskere tilknyttet CHILD Cohort Study (CHILD) i Canada har udviklet et simpelt nyt symptombaseret screeningsværktøj, der opdager astmarisiko hos børn på helt ned til 2 år.

Screeningsværktøjet kaldet CHART kategoriserer børns risiko for fremtidig astma og vedvarende symptomer som 'Høj', 'Moderat' eller 'Lav' baseret på oplysninger rapporteret før tresårsalderen.

I studiet, der er offentliggjort i JAMA Network Open, blev CHART anvendt på data fra 2.354 børn, der deltager i CHILD, et længerevarende studie med start i 2008, hvor man fra før fødslen har fulgt den fysiske, sociale og kognitive udvikling af næsten 3.500 canadiske børn.

Af de 3-årige børn, som CHART vurderede til at have høj risiko for at få astma, blev 50 procent diagnosticeret af læger involveret i forskningen, som havende astma i en alder af 5 år. 

Ofte uopdaget hos små børn

”Astma påvirker næsten 330 millioner mennesker verden over, har store sundhedsomkostninger og er den førende årsag til hospitalsindlæggelse blandt børn i Canada - især børn under 5 år. Opdages symptomer på astma tidligt, får læger mulighed for at behandle børn hurtigere, så de ikke bliver dårlige og undgår at skulle på hospitalet. Dermed sænkes omkostningerne for sundhedssystemet også,” siger Dr. Padmaja Subbarao, medforfatter til studiet, lungemediciner ved Pediatric Asthma and Lung health, The Hospital for Sick Children, direktøren for CHILD og professor i afdelingen for pædiatri ved University of Toronto.

”En af årsagerne, til at astma ofte er uopdaget hos små børn, er, at de fleste konventionelle astmatests er svære at udføre på børn, de er tidskrævende og invasive og involverer injektioner og blodprøver, så mange patienter og læger vælger at undgå dem,” bemærker førsteforfatter, Myrtha E Reyna-Vargas, cand.mag. og biostatistiker hos SickKids.

”Nu hvor vi har vist CHARTs fordele i CHILD-studiet, arbejder vi på at validere dets brug prospektivt i klinisk praksis,” siger Myrtha E Reyna-Vargas.

Ud fra oplysninger om børnenes hvæsen og hosteepisoder, brug af astmamedicin og relaterede hospitalsbesøg ved tresårsalderen, var CHART i stand til med 91 procent nøjagtighed at forudsige, hvilke af disse børn, der ville have vedvarende hvæsen som 5-årig.

Generelt viste CHART sig at være mere præcis til at forudsige vedvarende hvæsen, astma og relateret brug af sundhedspleje end andre standard diagnostiske metoder, herunder lægevurderinger og den konventionelle astmatest kendt som det modificerede Astma Predictive Index (mAPI).