Skip to main content

Verificering af GOLD standard til forudsigelse af astma hos børn

At kunne forudsige astma tidligt er afgørende for at identificere potentielle forebyggelsesstrategier. Pædiatrisk Astma Risk Score er et værktøj til netop at forudsige risikoen for astma hos små børn, men det er blevet udviklet og valideret i relativt homogene populationer.

Derfor har forskere nu valideret redskabet i børnegrupper, der ikke var særlig homogene.

projektet sammenlignede forskere Pædiatrisk Astma Risk Score (PARS) direkte med Asthma Predictive Index (API) og validerede det i 10 kohorter med varierende race, etnicitet, køn, kohortetype, manglende data og fødselsårtier. Derefter udførte holdet en metaanalyse på tværs af alle ti kohorter.

I det kliniske værktøj PARS var området under kurven (AUC), man bruger i vurdering af barnet, signifikant højere end området under kurven i API'en i ni af kohorterne (p-værdiområde 0,01 - <0,001).

Mangfoldighed af astma

Desuden afveg PARS’ AUC ikke efter kohortetype (højrisiko eller generel befolkning) eller i forhold til race, køn, etnicitet, manglende svar på et af de seks PARS-spørgsmål eller polysensibiliserings-definition (hudpriktest versus specifik IgE). Tyngden af de seks PARS-spørgsmål i metaanalysen var meget lig de oprindelige, hvilket validerede den originale PARS-scoring.

Denne undersøgelse af en række kohorter gør PARS til den mest validerede model til at forudsige astma hos børn. Det er ikke alene på baggrund af antallet af inkluderede kohorter, men også med hensyn til at omfatte den mangfoldighed af astma, man eksempelvis ser i lande som USA. Forskerne bag valideringen lægger i konklusionen op til, at fremtidig forskning kan overveje at benytte PARS som den nye GOLD-standard i pædiatrisk risikovurdering af astma hos børn.

I undersøgelsen inkluderede forskerne data fra 5.674 børn, der har deltaget i Children’s Respiratory and Environmental Workgroup – en amerikansk kohorte af børn finansieret af National Institutes of Health (NIH). Desuden anvendte forskerne både PARS og API i hver kohorte, ligesom de afstemte på tværs af alle kohorter og direkte sammenlignede hvert af de to værktøjers evne til at forudsige astmaudvikling i børn i alderen fem til ti år.