Skip to main content

Studie finder sammenhæng mellem frugtindtag, luftforurening og lungefunktion

Effekten af luftforurening på lungefunktionen er lavere hos personer, som spiser meget frugt.

Det viser forskning, der er blevet præsenteret på European Respiratory Society-kongressen, som afholdes i Amsterdam, Holland, fra 27. september til 1. oktober.

Over 90 procent af verdens befolkning er udsat for luftforureningsniveauer, der overstiger WHO’s retningslinjer, og omfattende forskning viser, at eksponering for højere luftforureningsniveauer er forbundet med nedsat lungefunktion.

”En sund kost – især en med højt indhold af frugt og grøntsager – er blevet koblet til bedre lungefunktion. Vi ønskede at undersøge, om en sund kost eller specifikke fødevaregrupper kunne ændre eller delvist reducere de kendte skadelige effekter af luftforurening på lungefunktionen,” udtaler Pimpika Kaewsri i en pressemeddelelse fra ERS. Pimpika Kaewsri er ph.d.-studerende ved Centre for Environmental Health and Sustainability, University of Leicester, UK.

Ved hjælp af data fra UK Biobank med omkring 200.000 deltagere sammenlignede forskerne folks kostvaner – inklusive indtag af frugt, grøntsager og fuldkorn – med deres lungefunktion (FEV1) og deres eksponering for luftforurening i form af fine partikler (PM2.5). PM2.5-koncentration angiver mængden af meget små partikler, 2,5 mikrometer eller mindre, der frigives til luften, for eksempel fra biludstødning og industriprocesser. I undersøgelsen blev der justeret for køn, alder, højde, body mass index, indkomst, uddannelsesniveau, alkoholindtag, rygning, passiv rygning, fysisk aktivitet og etnicitet.

For hver stigning i PM2.5-eksponering på fem mikrogram pr. kubikmeter luft observerede teamet et fald i FEV1 på 78,1 ml i gruppen med lavt frugtindtag, sammenlignet med kun 57,5 ml i gruppen af kvinder med højt frugtindtag.

PM2.5-partiklerne var forbundet med reduceret lungefunktion i grupperne med lavt, middel og højt frugtindtag med henholdsvis -94,3 ml (95 procent CI: -105,2 til -83,5), -83,2 ml (95 procent CI: -97,1 til -69,3) og -70,1 ml (95 procent CI: -83,2 til -57,1) pr. 5 μg/m³.

Deltagere i den højeste HDS-tertil (Healthy Diet Score, HDS) havde højere FEV1 end dem i den laveste tredjedel (forskel +41,7 ml; 95 procent CI: 35,4 til 48,1), og luftforurening var forbundet med dårligere lungefunktion.

En sund kost er godt for lungerne

”Vores studie bekræfter, at en sund kost er forbundet med bedre lungefunktion hos både mænd og kvinder, uanset luftforureningsniveau. Og kvinder, der spiste fire portioner frugt dagligt eller mere, syntes at have mindre reduktion i lungefunktionen forbundet med luftforurening, sammenlignet med dem, der spiste mindre frugt,” forklarer Kaewsri og fortsætter:

”Dette kan delvist forklares med de antioxidanter og antiinflammatoriske stoffer, der naturligt findes i frugt. Disse stoffer kan hjælpe med at reducere oxidativt stress og inflammation forårsaget af fine partikler og potentielt modvirke nogle af de skadelige effekter af luftforurening på lungefunktionen.”

Kaewsri bemærkede også, at mænd generelt rapporterede lavere frugtindtag end kvinder i studiepopulationen.

”Denne forskel i kostmønstre kan være med til at forklare, hvorfor den potentielle beskyttende effekt af frugt mod luftforurening kun blev observeret hos kvinder,” tilføjer hun.

Undersøgelsen viste desuden, at en højere score for sund kost var positivt associeret med FEV1 og FVC-lungefunktion hos både mænd og kvinder.

nyhed