
”Rent behandlingsmæssigt, mener jeg ikke, at det er væsentligt for de fleste patienter, selvom det kan være utrygt, når noget, man har været vant til gennem længere tid, pludselig ikke længere er tilgængeligt. Den tryghed spiller en større rolle, end man nogle gange forestiller sig, og den skal vi som behandlere tage alvorligt,” siger Anders Løkke.
Behovsmedicin til KOL og astma taget af markedet: Det giver en god anledning til at optimere behandlingen
Inhalationssprayen Berodual er taget af markedet i Danmark, hvilket har efterladt en gruppe lungesyge patienter med spørgsmål og bekymring. En af dem er Helle Bøgebæk, som nu har set sig nødsaget til at købe medicinen i udlandet. KOL-ekspert Anders Løkke mener, at tilbagetrækningen er en kærkommen lejlighed til at optimere behandlingen.
Da markedsføringen af inhalationssprayen Berodual til KOL og astma ophørte i Danmark i efteråret, efterlod det en gruppe af lungepatienter med spørgsmål og bekymring. En af dem er Helle Bøgebæk, der har fremskreden KOL og gennem længere tid har anvendt Berodual som behovsmedicin. Hun mødte beskeden om ophøret med både overraskelse og bekymring.
”Da jeg hørte, at den ikke længere var tilgængelig, blev jeg ærligt talt dødsforskrækket, fordi det er en behandling, jeg har taget i mange år og ved præcis, hvordan den virker for mig,” siger Helle Bøgebæk, der har cirka 25 procent lungekapacitet tilbage.
”Hvis jeg ikke har medicinen, kommer jeg ikke på arbejde. Det er den, der gør, at jeg kan tage af sted om morgenen og føle, at jeg har noget i baghånden, hvis jeg får det svært. Medicinen betyder, at jeg fortsat har noget livskvalitet tilbage. Hvis ikke jeg har den inhalator, så forsvinder livskvaliteten også,” siger hun.
Derfor har hun bestilt et mindre lager af inhalationsmedicinen hjem fra Tyskland, ligesom hun også tager Berodual via et håndholdt forstøverapparat.
”Jeg har kæmpet en bragende kamp med systemet for at få lov til at beholde min medicin. Jeg har bestilt fra Tyskland via et apotek i Flensborg. Det er dyrere end vanligt, men jeg er villig til at betale, fordi jeg ved, hvad medicinen betyder for min hverdag,” siger Helle Bøgebæk.
Behandling er også tryghed
Berodual-sprayen er et kombinationspræparat, der indeholder fenoterol (et korttidsvirkende β2-agonist) og ipratropium (en korttidsvirkende antikolinerg), der giver akut lindring ved astmaanfald og KOL ved at udvide luftvejene. Et farvel til sprayen ændrer dog ikke på den overordnede behandlingskvalitet for flertallet af patienter – og patienter kan derfor tage den med ro, lyder det fra Anders Løkke, der er professor i lungemedicin ved Syddansk Universitet og overlæge ved Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle.
”Rent behandlingsmæssigt, mener jeg ikke, at det er væsentligt for de fleste patienter, selvom det kan være utrygt, når noget, man har været vant til gennem længere tid, pludselig ikke længere er tilgængeligt. Den tryghed spiller en større rolle, end man nogle gange forestiller sig, og den skal vi som behandlere tage alvorligt,” siger han. I stedet bør udfasningen af inhalationssprayen ses som en god anledning til at gennemgå patienternes behandling og sikre, at den grundlæggende behandling er optimal, mener Anders Løkke.
”Det er en kærkommen mulighed for at gøre status over, om patienten får den rigtige behandling, om den faste behandling er tilstrækkelig, og om der eventuelt er behov for justeringer. Den slags gennemgange af behandlingsplanen burde vi i virkeligheden foretage oftere, også når der ikke er ændringer i markedet,” siger han. Berodual-sprayen har været på markedet i Danmark i flere årtier, men blev i efteråret 2025 taget af markedet. Producenten Boehringer Ingelheim oplyser, at beslutningen om at udfase den er truffet efter en samlet vurdering af strategiske, miljømæssige og kommercielle forhold. Særligt miljøhensynet lader til at have spillet en stor rolle set i lyset af en kommende europæisk regulering af drivhusgasser i inhalationsprodukter. Derudover har virksomheden også et mål om at blive CO₂-neutral senest i 2030, hvilket også har været en del af beslutningen om at udfase præparater med trykdosisaerosoler herunder Berodual inhalationsspray, oplyser lægemiddelproducenten.
Medicin som redningsplanke
Ifølge Anders Løkke er patienternes reaktioner ikke usædvanlig, men en udfasning bør forstås i en behandlingsfaglig kontekst: I moderne KOL-behandling er det nemlig i langt de fleste tilfælde ikke behovsmedicin, men derimod den faste vedligeholdelsesbehandling, der har størst betydning for sygdomskontrol, symptomniveau og risiko for eksacerbationer. Når patienter alligevel kan opleve tabet af et behovspræparat som dramatisk, skyldes det ofte den rolle, præparatet har fået i patientens egen sygdomsforståelse.
”Der er patienter, der kan have en meget stærk tilknytning til en specifik behandling, fordi det føles som deres redningsplanke. Det handler ikke kun om at holde sygdommen i ave, men også om oplevelsen af kontrol og tryghed. Når et præparat tages af markedet, kan det derfor opleves som mere end blot en behandlingsændring. Det kan også udfordre patientens egen sygdomsforståelse og oplevelse af stabilitet,” siger han og forklarer, at det er faren ved behovsmedicin. Det afgørende i den situation er ikke, hvilket specifikt præparat patienten mister, men hvordan den samlede behandling er tilrettelagt. Selvom salget af Berodual er ophørt, kan læger i særlige tilfælde ansøge om en individuel udleveringstilladelse, hvis en konkret patient vurderes at have et behandlingsmæssigt behov for præparatet. Det vurderer Anders Løkke dog ikke vil være tilfældet her.
”Jeg har ikke mødt en eneste patient, som bliver alvorligt syg eller ligefrem bliver indlagt på hospitalet, hvis ikke vedkommende får Berodual,” siger han og mener derfor heller ikke, at privat import er en holdbar løsning på længere sigt.
”Det kan måske være en løsning for den enkelte patient i en periode, men det er ikke en langsigtet løsning. Når et firma har besluttet ikke at sælge et præparat i Danmark, må vi som behandlere finde løsninger, der fungerer inden for de rammer, vi har,” siger Anders Løkke.
Alternativer er mulige
Der findes i dag en række alternative behandlingsmuligheder til KOL i stedet for Berodual som for eksempel andre bronkodilaterende behandlinger, kombinationsbehandlinger eller de enkelte komponenter administreret separat. Ifølge Anders Løkke handler det om at tilrettelægge den videre behandling, så den samlet set er tilstrækkeligt tilpasset patientens behov – her kan det også være relevant at identificere alternative administrationsformer, hvis en patient ikke kan anvende traditionelle inhalatorer effektivt.
”Der findes små håndholdte forstøvermaskiner på markedet, som er batteridrevne og kan tages med. Så der findes stadig løsninger, hvis man har behov for lige præcis denne medicin,” forklarer Anders Løkke og peger på, at det fortsat er muligt at få præparatet som inhalationsvæske til brug i en nebulisator. Patienter med KOL, som tidligere har fået Berodual, ser altså ind i at skulle igennem et skift fra sprayinhalator til en anden form for behovsmedicin – og en potentielt revurdering af deres faste vedligeholdelsesbehandling. Og netop et skifte fra en velkendt inhalationsspray handler ikke kun om præparatvalg, men også om administrationsform. I modsætning til mange andre behandlinger, hvor et lægemiddel kan erstattes af et tilsvarende i tabletform, stiller inhalationsbehandling særlige krav til patientens teknik og fysiske formåen, peger Anders Løkke på. Inhalationsmedicin kan derfor ikke skiftes lige så nonchalant, da det kræver en vurdering af den enkelte patients inhalationsteknik, lungefunktion og praktiske evne til at håndtere et nyt device. Ellers risikerer man, at effekten af behandlingen reduceres, selvom den farmakologiske behandling i princippet er den samme.
”Det centrale er ikke, om et bestemt præparat findes, men om patienten samlet set er velbehandlet. Hvis man holder fast i det princip, kan man håndtere langt de fleste ændringer uden at gå på kompromis med kvaliteten,” siger han og understreger samtidigt, at patienter dermed heller ikke bør søge i øst og vest for at finde restlagre af Berodual.
Artiklen har været bragt i Medicinske Tidsskrifters print-magasin for specialister, marts 2026.
