Skip to main content

Psykiatrisk Tidsskrift

Ny effektiv medicin mod skizofreni

Både effektiviteten og sikkerheden i det nye antipsykotikum brexpiprazol har vist sig at være i top. Midlet virker rigtig godt til behandling af den akutte fase af skizofreni, samtidig med at det har en gunstig bivirkningsprofil.

​Konklusionerne stammer fra to artikler publiceret i Schizophrenia Research, hvor amerikanske forskere i to selvstændige metaanalyser har analyseret data fra en række kliniske undersøgelser vedrørende brexpiprazol.

I lighed med aripiprazol er brexpiprazol en partiel dopaminreceptor agonist og partiel serotoninreceptor agonist, men med en lavere D2 aktivitet. Blandt andre egenskaber tænkes dette at reducere risikoen for bivirkninger, såsom akatisi. Også ift. sedation, vægtøgning og QTc-forlængelse har midlet færre bivirkninger.

Vægtstigning på kun et kilo

Blandt de vigtigste resultater fandt forskerne i den første artikel baseret på langtidsundersøgelser, at to mg og fire mg brexpiprazol dagligt efter seks ugers behandling reducerer skizofrenisymptomerne. Og NNT for respons (reduktion på 30 procent i symptomernes sværhedsgrad) var ni henholdsvis syv. Ift. bivirkninger oplevede 11 procent af patienterne forværring af skizofrenisymptomerne, mens insomni, vægtstigning og hovedpine (incidens på otte procent, otte procent henholdsvis seks procent) var de mest almindelige.

I den anden artikel var der ingen øget risiko for bivirkninger (som oplevet af mindst fem procent af patienterne).

Den gennemsnitlige vægtstigning i alle studier var på ca. et kg. Der var minimale og ikke kliniske relevante ændringer på parakliniske parametre, herunder EKG og metaboliske værdier.