To nye psykiaterkapaciteter skal nedbringe ventetiden i Nordjylland
Region Nordjylland udvider kapaciteten hos praktiserende psykiatere med to fuldtidskapaciteter. Den ene skal bruges til en ny praksis i Hjørring, mens en eksisterende klinik flytter fra Hjørring til Aabybro, der i dag ikke har en praktiserende psykiater.
Region Nordjylland forsøger at øge adgangen til psykiatrisk udredning og behandling ved at tildele to nye speciallægekapaciteter i psykiatri.
Dermed kommer regionen op på i alt 10 fuldtidskapaciteter i speciallægepraksis på psykiatriområdet.
Den ene nye kapacitet er tildelt psykiater Stavros Papaioannou, der etablerer en ny praksis i Hjørring. Den anden går til SindCare, der drives af psykiaterne Bartosz Tuszewski og Maryla Tuszewska. De har allerede praksis i Hjørring, men vil med den ekstra kapacitet udvide klinikken og flytte den til Aabybro i Jammerbugt Kommune.
Regionen håber, at udvidelsen kan være med til at forkorte ventetiden til praktiserende psykiatere.
”Jeg ser frem til, at den øgede kapacitet forhåbentlig kan være med til at forkorte ventetiden for patienter med behov for psykiatrisk udredning og behandling. Vi får primært styrket kapaciteten i Vendsyssel-området, og det er meget positivt, at der nu kommer en praksis i en af de kommuner, der ikke tidligere har haft en psykiater,” siger Mogens Gade (V), formand for Sundhedsråd Vendsyssel, i en pressemeddelelse.
Psykiaterpraksis flytter til Aabybro
Bartosz Tuszewski og Maryla Tuszewska deler i dag én speciallægekapacitet i SindCare i Hjørring. Med den nye kapacitet vil de ansætte yderligere en medarbejder og samtidig flytte klinikken til Aabybro.
Jammerbugt Kommune har aktuelt ingen praktiserende psykiater.
”Vi vurderer, at vi ved at placere vores praksis i Aabybro bidrager til en mere hensigtsmæssig fordeling speciallægepraksis i regionen, hvor vi forbedrer tilgængeligheden for patienter i Jammerbugt Kommune og de nærliggende kommuner, hvorfra vi allerede nu oplever at modtage en del henvisninger,” siger Bartosz Tuszewski og Maryla Tuszewska.
De understreger samtidig, at flytningen ikke betyder, at nuværende patienter i Hjørring bliver afsluttet før tid.
”I store træk vil vi fortsætte klinikken med samme gode arbejdsgange og kvalitet i behandlingen som hidtil, og ingen af de nuværende patienter bliver afsluttet, før de er færdigbehandlede og trygge i deres videre forløb.”
Klinikken i Aabybro forventes at åbne 1. januar 2027.
Ny klinik vil satse på virtuel behandling
Den anden kapacitet er tildelt Stavros Papaioannou, der vil etablere en ny speciallægepraksis i Metropol i Hjørring. Han kommer fra en stilling som cheflæge ved Hejmdal Privathospital og forlod den offentlige psykiatri i 2023.
”Jeg er stolt over at være tildelt en speciallægekapacitet. Det er en mulighed, som jeg har opsøgt, siden jeg forlod den offentlige psykiatri i 2023. Mit mål er at opbygge en stabil og stærk praksis i et geografisk område, der ligger mit hjerte nær,” siger Stavros Papaioannou.
Han vil blandt andet benytte virtuelle konsultationer for patienter, der bor langt fra klinikken. Ambitionen er desuden at ansætte en specialsygeplejerske og tilbyde en kombination af fysisk fremmøde og virtuel behandling.
”Ved at blive en del af det offentlige system, så får jeg i højere grad mulighed for at hjælpe de patienter, der ikke kan betale selv og dermed bidrage til at skabe mere lighed i sundhed. Der ser jeg gode muligheder i at bruge mere moderne virkemidler, så behandlingen bliver en hybrid løsning med en blanding af fremmøde og virtuel behandling,” siger Stavros Papaioannou.
Den nye praksis i Hjørring forventes at åbne 1. oktober 2026.
