Steno i Region S: Diabetesbus skal screene sårbare patienter
Lise Tarnow
Borgere i Region Sjælland vil i fremtiden kunne screenes for senkomplikationer i en bus, der kommer ud til dem. Tilbuddet er primært rettet mod regionens mest udsatte borgere, som med et udekørende screeningstilbud forventes at få bedre styr på deres diabetes.
Fortsat er planerne blot skitser på den nye direktør for Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS) skrivebord, men om ikke så længe vil en mindre bus, der kører ud til regionens mest udsatte være en realitet, hvis alt går efter planen.
Der er tale om, at bussen skal være et screeningstilbud, hvor de patienter, som af forskellige grunde ikke kommer i ambulatoriet for at få deres årlige screening for senkomplikationer, kan få adgang til samme-dags-screening i bussen.
Bussen skal bemandes af diabetessygeplejersker, som kan tilse fødder og øjne, og så er planen i øvrigt, at bussen skal parkere nær et toilet, hvor der er mulighed for, at man kan lave urinprøver, fortæller Lise Tarnow, direktør, SDCS.
"Jeg forestiller mig, at det bliver en mindre bus eller en autocamper, som sygeplejersken selv kan køre," siger Lise Tarnow.
Bussen skal være indrettet med en behandlerstol, hvor behandleren kan sidde ordentligt, når han eller hun skal undersøge fødder, og der skal være et apparat i bussen, så man kan tage fotos af øjne, som kan sendes videre til analyse på regionens øjenafdelinger. I nogle tilfælde kan bussen parkere, så en konsultationssituation kan være nær nogle af de diabetesklinikker, der allerede eksisterer.
"Så kan patienten blive screenet i bussen og gå direkte ind til lægen for at aftale den videre behandling," siger Lise Tarnow.
Målgruppen for diabetesbussen vil være socialt udsatte, som enten er misbrugere, der har brug for hjælp og støtte for at få deres diabetes under kontrol ,eller borgere med diabetes med adresse på bosteder, som af forskellige grunde ikke magter at komme afsted til den årlige screening for senkomplikationer i en af regionens ambulatorier.
"Nu skal jeg lige have ansat en sårbarhedsperson, som kan være med til at udvikle og afdække behovet der er tilknyttet en diabetesbus først, men jeg forestiller mig, at det er noget af det første, vi skal arbejde med," siger Lise Tarnow.
Det bliver også en opgave i sig selv, når det skal kommunikeres til regionens sundhedsprofessionelle, at det fremadrettet kommer et nyt udekørende tilbud til de mest udsatte.
"Vi skal ud til distriktspsykiatrien, sygeplejersker og i høj grad ud i kommunen for at kommunikere om tilbuddet. Jeg forestiller mig, at det kan give behandlerne noget faglig stolthed, at de kan være med til at gøre noget for de mest udsatte, som man i øjeblikket ikke hjælper tilstrækkeligt," siger hun.
De sårbare diabetespatienter skal ikke tænke på så meget – de skal bare være hjemme den dag, hvor bussen kommer, og så bliver der sørget for, at få tjekket op på, om de har senkomplikationer og behov for en anderledes behandling, fortæller Lise Tarnow.
