Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

SGLT-2- og DDP-4-hæmmere forbedres af glucagon receptor antagonister

Skrevet af Redaktionen den i kategorien Diabetes.

EASD 2018: DPP-4-hæmmere og SGLT-2-hæmmere har hver især i kombination med en glucagon receptor antagonist (GRA) en positiv effekt på blodsukkerudsving hos patienter med type 2-diabetes efter et måltid.

Det viser to danske forsøg, der blev præsenteret som posters på den europæiske diabetes-kongres, EASD, i Berlin.

Patienter med type 2-diabetes er karakteriseret ved at have uhensigtsmæssige høje niveauer af det blodsukkermobiliserende hormon glukagon, hvilket bidrager væsentligt til patienternes høje blodsukkerværdier.

Lægemidler baseret på hæmning af enzymet dipeptidyl peptidase 4 (DPP-4-hæmmere) menes blandt andet at virke ved at sænke koncentrationen af glukagon i blodet.

Under behandling med SGLT-2-hæmmere ses til gengæld forhøjede mængder glukagon, som muligvis kompromitterer deres blodsukkersænkende effekt.

I de to danske studier har forskerne, som de første i verden, benyttet en såkaldt glukagonreceptorantagonist (GRA), som blokerer effekten af glukagon, sammen med de to lægemidler for at afgøre, om deres effekt på glukagonniveauerne spiller en rolle for deres blodsukkersænkende effekter.

Resultaterne viser, at en DPP-4-hæmmer og en GRA tilsammen har additive reducerende effekter på sukkerudsving hos patienter med type 2-diabetes efter et måltid, og at der er en større effekt på de postprandiale sukkerudsving med kombinationen af en SGLT-2-hæmmer og en GRA.

I DDP-4-forsøget (Abstract 504) havde kombinationen med en GRA ekstra stor effekt på postprandial glukoseudsving, der synes at være drevet af den effektive reduktion af fastende blodsukker af GRA kombineret med en yderligere reduktion af postprandiale sukkerudsving af DDP-4-hæmmeren.

I SGLT-2-forsøget (ePoster 642) viste empagliflozin i kombination med en GRA at have en større samlet effekt på fastende blodsukker end de to midler hver især ville medføre.

Disse resultater understøtter, at de to lægemidlers effekt på glukagon er af afgørende betydning for deres blodsukkersænkende effekter, konkluderer forskerne.