Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

Fokus på gravide og type 2-diabetes på Steno Diabetes Center Odense

På Steno Diabetes Center Odense (SDCO) er det type 2-diabetes i centrum for forskningen, hvor der er flere forskningsprojekter i gang. Derudover er der blandt andet fokus på graviditet og diabetes på centeret.

Med fem nye Steno Diabetes Centre, som er placeret i landets fem regioner, er der kommet et fornyet fokus på at optimere og forbedre kvaliteten af diabetesbehandling over hele landet. Kvaliteten af diabetesbehandlingen skal leve op til de nationale guidelines, og forebyggelsen af senkomplikationer skal være så god, at det både er til glæde for den enkelte patient og samtidig kan spare samfundet for betragtelige omkostninger forbundet med komplikationer ved diabetes.

Det er den erhvervsdrivende Novo Nordisk Fonden, som har bidraget med syv milliarder kroner til at give hele landet et løft i diabetesbehandlingen i kraft af de nye, regionale Steno Diabetes Centre. Novo Nordisk Fondens vision er, at yde betydende bidrag til forskning og udvikling, som forbedrer menneskers helbred og velfærd. 

Status er, at alle fem regioner nu har nedsat direktører, og at der er flere udviklings- og forskningsprojekter på trapperne.

Der er regionale forskelle på de fem Steno Diabetes Centre, som hver især handler om, at der for hvert enkelt center findes et særkende eller et værdisæt, som danner en rød tråd igennem forsknings- og udviklingsprojekterne.

Type 2-diabetes er særkende

"Vores særkende for SDCO er type 2-diabetes. Det er et stort område, som vi har forsket meget i igennem mange år, og det fortsætter vi med. Et stort område er patogenesen til type 2-diabetes," fortæller Jan Erik Henriksen, direktør, SDCO. 

Et andet område, som vi satser massivt på, er forskningsprojekter med afsæt i det kardiovaskulære område. Vi vil finde ud af mere om, hvad der er af grunde til, at man udvikler hjertekarsygdom, når man har type 2-diabetes," fortæller Jan Erik Henriksen.

"Da det er svært at screene for hjertekarsygdom, har vi en forventning om, at der er mange patienter med type 2-diabetes, som kan få bedre hjælp, hvis vi kender mere til risikofaktorerne for, hvorfor man udvikler kardiovaskulære sygdomme samt, hvordan man screener på den bedste måde. Vi forsker i den forbindelse både i patienter med type 2-diabetes og kendt hjertekarsygdom og patienter med risiko for at hjertekarsygdom," siger han.

Forskning i graviditet og diabetes

Diabetes og graviditet, som også er et område, vi har dyrket og forsket i igennem mange år. Vi har i den forbindelse både fokus på, hvad der sker før og efter graviditet. Vores forskning drejer sig om, hvordan man bedst hjælper patienter med type 2-diabetes, der ønsker at blive gravide. Blandt andet, hvordan vi bedst hjælper de patienter med type 2-diabetes, som får medicin, de måske ikke må tage, når de er gravide, fortæller Jan Erik Henriksen. 

"Et andet stort område er de patienter der har haft graviditetsdiabetes, hvor op mod 60 procent af målgruppen risikerer at udvikle diabetes senere i livet. Det specielle fokus er, hvordan vi hjælper disse kvinder med at reducere deres risiko for udvikling af senere diabetes," siger han.

Samme-dags-screening og udgående funktioner

"Vi arbejder under en hovedoverskrift i hele Region Syddanmark, som handler om, at samme-dags-screening skal gøres til en realitet på diabetesambulatorier og at tilbuddet også skal ud blandt de praktiserende læger. Vi regner med, at vi kan tilbyde samme-dags-screening for senkommplikationer i vores ambulatorierne fra årsskiftet og som tilbud til de praktiserende læger i 2019 eller 2020.

Vi arbejder også med en anden hovedoverskrift, som handler om vores udgående funktioner. Vi vil gerne tilbyde, at vores diabeteseksperter kan komme på de psykiatriske sengeafdelinger samt i distriktspsykiatrien og bistå med diabetesbehandling af de psykiatriske patienter samt kompetenceløfte de psykiatriske læger og sygeplejersker. Et tilsvarende projekt er også udviklet til det somatiske område.

Vi har helt konkret 12 projekter i støbeskeen, der er beskrevet og enten er implementerede eller klar til at blive implementerede. Og så skal vi have yderligere initiativbeskrivelser, som vores bestyrelse herefter skal godkende, hvorefter de også skal implementeres," siger Jan Erik Henriksen afsluttende.