Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift


Steno i København går ind i kampen for en røgfri ungdom

Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er aktivt gået ind som partner i kampagnen Røgfri Fremtid. Sammen med Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden vil SDCC arbejde for, at børn og unge ikke begynder at ryge.

"Ud over at rygningen øger risikoen markant for at udvikle type 2-diabetes, gambler personer med diabetes med deres helbred og løber en særlig risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom, hvis de ryger. Derfor støtter vi op om en kampagne med en vision, vi deler. Nemlig at børn og unge får et liv uden røg," siger Allan Flyvbjerg, direktør SDCC. 

Ifølge Kræftens Bekæmpelse begynder dagligt hele 40 unge at ryge, og halvdelen af dem, som bliver ved med det, ender med at dø som en konsekvens af rygningen. I kampen for at stoppe unge fra at begynde at ryge har 95 organisationer siden maj 2018, hvor kampagnen blev lanceret, meldt sig som partnere. Og at SDCC også tegner sig som partner, er meget oplagt, mener Allan Flyvbjerg.

"Det ligger i vores DNA, som Skandinaviens største diabeteshospital med fokus på en optimeret diabetesbehandling at forebygge sygdom og skabe sundhed. Vi gør det på mange måder – konkret i vores behandlingstilbud, i forskningen og ved at formidle viden om diabetes. Et partnerskab i Røgfri Fremtid er i naturlig forlængelse af dette. V tager medansvar for, at ingen unge i vores målgruppe begynder at ryge, og vi gør det, fordi det er vigtigt for hele befolkningen," siger han. 

Også forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, Mette Lolk Hanak, hilser initiativet med SDCC som partner velkomment:

"Vi er rigtig glade for, at SDCC bliver en del af Røgfri Fremtid. Vi har en fælles interesse i, at børn og unge ikke begynder at ryge. Hos SDCC oplever man på tæt hold, hvor stor skade tobak kan gøre. Det er en stærk og vidende spiller, vi nu kan byde velkommen på holdet. Vi glæder os meget til samarbejdet for en røgfri generation, "siger Mette Lolk Hanak.