Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

DES-formanden: Hvis det her trækker ud, bliver det problem

EASD: Formanden for Dansk Endokrinologisk Selskab Pernille Hermann er bekymret for lægernes efteruddannelse, nu da EASD er blevet virtuel.

"Det er ærgerligt for vores efteruddannelse, for jeg tror ikke på, at det virtuelle vil blive fulgt på samme måde som den fysiske kongres. Tiden afsættes ikke, når man ikke skal afsted. Mange af os har måske ikke fået søgt fri, og det er selvfølgelig paradoksalt, når man er interesseret," siger Pernille Hermann, til daglig professor og overlæge ved Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, MEA, Aarhus Universitetshospital

"Nu er det nok ikke et problem, hvis det bare drejer sig om et år. Men hvis det her trækker ud, bliver det problem," siger hun. "Så skal vi vænne os til det. Sikre at det faktisk kommer i kalenderen. Man skal ud af den daglige trummerum og have mulighed for at snakke med kollegerne. Det er vigtigt, hvis det skal fungere."

DES-formanden ser nogle muligheder for at komme videre, hvis fysiske kongresser også i fremtiden skal undgås: "Det kunne måske foregå ved satellitmøder, hvor flere kolleger kunne mødes, være sammen og drøfte studierne. Det kunne godt ske måneder efter selve begivenheden."

Selskabet skal også selv tumle coronaudfordringerne, og her ligger løsningen lige for: "I selskabet har vi valgt at holde årsmødet som et en-dagsmøde. Skulle det føre til et underskud så må vi tage det med," siger Pernille Herrmann, som har medfølelse med den europæiske storebror. "For EASD må det være en dyr fornøjelse."