Immunrespons på insulin kan afsløre risiko for type 1-diabetes
Immunrespons på insulin kan hjælpe med at identificere de personer, der er mest udsatte for at udvikle type 1-diabetes.
Det viser resultater af en undersøgelse lavet af forskere fra Barbara Davis Center for Childhood Diabetes ved University of Colorado Anschutz Medical Campus.
Undersøgelsen, der for nylig blev offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences, målte immunrespons fra personer, som var genetisk disponeret for at udvikle type 1-diabetes. Da ikke alle, der er genetisk disponerede, udvikler typ 1-diabetes, forsøgte forskerne at undersøge T-celleimmunresponser fra det perifere blod, der kunne forekomme inden starten af klinisk diabetes.
"Vi ville finde ud af, hvorfor folk udvikler type 1-diabetes, og denne forskning har hjulpet med til at give os meget mere information og data om, hvordan det ser ud, når individer med genetisk risiko er på vej mod klinisk diagnose," siger lægen Aaron Michels, der er undersøgelsens chefforsker samt lektor i medicin ved CU Anschutz og forsker ved Barbara Davis Center.
"Ideelt set ønsker vi at behandle en sygdom, når den er aktiv, så der er et behov inden for vores felt for at forstå, hvornår folk har en immunrespons rettet mod insulinproducerende celler."
Forskerne indsamlede blodprøver fra genetisk udsatte unge hver sjette måned i to år. Resultaterne viste at inflammatoriske T-celleresponser på hybridinsulinpeptider korrelerede med forværrede blodglukosemålinger og progression til udvikling af type 1-diabetes. Resultaterne indikerer et vigtigt fremskridt med hensyn til at identificere risikoen for diabetes tidligt såvel som potentialet for intervention.
"Der er nu behandlinger i forskningsundersøgelser, der har forsinket starten på klinisk type 1-diabetes," siger Michels.
"Patienter med disse specifikke immunresponser kan have gavn af immunintervention for at forsinke diabetes-indtræden og muligvis forhindre det i årevis," siger Michels, der mener at resultaterne kan have betydning ud over for diabetes.
"Vores arbejde fokuserede på diabetes, men resultaterne har konsekvenser for andre autoimmune sygdomme. At forstå, hvordan immunforsvaret reagerer, kan være afgørende for at forsøge at forhindre sygdomme, inden kliniske symptomer er til stede."
