Efpeglenatid mindsker risiko for hjertesygdom, død og forværring af nyresygdom
ADA: Den nyere GLP-1-RA, efpeglenatid, har tydelig hjerte- og nyrebeskyttende effekt hos personer med type 2-diabetes.
Det viser resultater fra det store fase III-studie, AMPLITUDE O, præsenteret på den amerikanske diabeteskongres ADA 2021 og samtidigt offentliggjort i tidsskriftet The New England Journal of Medicine.
Studiet viser, at ugentlig behandling med efpeglenatid fører til en signifikant reduktion i forekomst af et hjerteanfald, slagtilfælde eller død og en reduktion i forværring af nyresygdom hos patienter med type 2-diabetes.
Efpeglenatid er en injecerbar GLP-1-RA med glukose- og vægtsænkende virkning.
AMPLITUDE O-studiet blev gennemført i 28 lande og omfattede mere end 4.000 deltagere med type 2-diabetes. I løbet af to år opnåede de patienter, der blev tildelt ugentlige injektioner af efpeglenatid versus placebo:
- en 27 procent lavere risiko for et hjerteanfald, slagtilfælde eller kardiovaskulær død
- en 32 procent lavere risiko for nyresygdomsforværring
- en 27 procent lavere risiko for et hjerteanfald, slagtilfælde eller død af enhver årsag.
Lignende virkninger blev observeret uanset om patienterne også blev behandlet med en SGLT2-hæmmer. Der var samtidig ingen alvorlige bivirkninger.
"AMPLITUDE O-studiet etablerer efpeglenatide, et exendin-4-baseret GLP-1 RA, som et effektivt kardiobeskyttende lægemiddel til type 2-diabetespatienter med hjerte-kar-og / eller nyresygdom," udtaler Hertzel C. Gerstein i en pressetekst udsendt af ADA i forbindelse med præsentationen. Han er medforfater og professor på McMaster University and Hamilton Health Sciences, og vicedirektør for Population Health Research Institute i Ontario, Canada.
"Den ugentlige injektion reducerede kardiovaskulær-risici og forværring af nyresygdom sikkert og effektivt hos patienter med langvarig diabetes, som havde en høj forekomst af hjerte- og nyresygdomme."
