
Novo-EASD-prismodtager skimter en fremtid uden insulininjektioner
EASD: Type 1-diabetes og daglige insulininjektioner vil på et tidspunkt i en overskuelig fremtid høre fortiden til, vurderer John Andrew Todd, professor ved University of Oxford.
Han modtager i år den prestigefyldte pris EASD-Novo Nordisk Foundation Prize for Excellence 2021 for sin indsats gennem 35 år med at ”forstå, forebygge og bekæmpe type 1-diabetes”. Prisoverrækkelsen sker ’online’ på den europæiske diabeteskongres, EASD, den 29. september.
Prisen uddeles som anerkendelse af et fremragende forskningsmæssigt eller teknologisk bidrag, der øger vores viden om diabetes, dens sygdomsmekanismer eller dens komplikationer. Med prisen følger seks millioner kroner.
Sammen med sin mangeårige kollega, professor Linda Wicker, har John Todd været med til at igangsætte en række afgørende undersøgelser, der har afdækket den genetiske baggrund for type 1-diabetes og udredt den væsentlige betydning af interleukin-2-signalvejen.
Selv små forskelle i interleukin-2-niveauerne i kroppen kan have store indvirkninger på immunsystemet og i sidste ende føre til en autoimmun reaktion og udvikling af sygdommen, viser hans forskning.
“Derfor er vi nu i gang med et forsøg, hvor vi anvender aldesleukin – et rekombinant humant interleukin-2-lægemiddel, der kompenserer for denne interleukin-2-mangel – til behandling af type 1-diabetes. Vi håber, at resultaterne vil bidrage til at implementere en behandling til børn og unge voksne – der udviser tegn på autoimmunitet, men endnu ikke er blevet diagnosticeret med sygdommen – og dermed stoppe udviklingen af denne alvorlige lidelse, som rammer ét ud af 400 børn hvert år,” udtaler John Todd i en nyhed på Novo Nordisk Fondens hjemmeside.
John Todd ønsker at bruge sin viden til at behandle og i sidste ende forebygge type 1-diabetes.
”Vi har lært en masse. Nu falder mange ting på plads både på grund af den nye viden, de nye teknologier og de nye måder at afvikle kliniske forsøg og samarbejdsnetværk på og også via en bølge af fornyet interesse fra den farmaceutiske og bioteknologiske industri. Vi er på vej ind i en tid, hvor der hersker stor optimisme omkring både forebyggelse og behandling, og det gør, at vi endelig kan se konturerne af en verden uden type 1-diabetes og daglige insulinindsprøjtninger,” slutter John Todd.
John Todd har publiceret mere end 500 originale videnskabelige artikler, og han er blevet citeret mere end 45.000 gange.
