
Victoza beskytter effektivt mod hjertedød
ADA 2016: Diabetesmidlet liraglutid (Victoza fra Novo Nordisk) reducerer risikoen for alvorlige hjertekar-problemer så markant, at det kan konkurrere med hjertekarmedicin.
Det antyder resultaterne af det store LEADER-studie, der i aftes dansk tid blev præsenteret på den amerikanske diabetesforening ADAs årsmøde i New Orleans.
Resultaterne fik umiddelbart twitter og andre sociale medier til at gløde med begejstrede vendinger som gamechanger og humongous (ekstremt stort), da et panel på fire mænd foran en fyldt sal blandt andet præsenterede en 13 procents reduktion i risikoen for ikke-dødelige slagtilfælde og myokardieinfarkt samt hjertekardød.
Tallet dækker dog over en meget højere reduktion i risikoen for hjertedød på hele 22 procent i forhold til placebo.
Andre resultater viste at liratuglide i forhold til placebogruppen medførte:
15 procent lavere risiko for død af alle årsager
22 procent lavere risiko for nye beviser af fremskreden nyresygdom
13 procent lavere risiko for at blive indlagt med hjertesvigt
2,3 kilo større vægttab efter 36 måneder
"Resultaterne for hjertekardød minder meget om hvad statiner kan. Jeg tror at med yderligere dokumentation kan det ændre praksis," sagde moderatoren ved præsentationen dr. Robert H. Eckel fra University of Colorado, Denver.
Statiner, der er et kolesterolsænkende middel, viste sig i en gennemgang i 2012 i Lancet af tidligere studier, at reducere risikoen for hjertekardød med 12 procent.
LEADER-studiets seniorforsker dr. John Buse fra University of North Carolina, Chapel Hill havde ikke tilnærmelsesvist forventet disse resultater ved forsøgets start.
"Det var ud over vores forventninger, at vi ville være i stand til at demonstrere disse kardiovaskulære effekter," sagde han på et pressemøde.
"Jeg tror, at dette ændrer [lægernes] samtale med patienterne, i stedet for bare at sige, at vi giver dig denne medicin for at styre din hyperglykæmi, [kan vi nu sige] at dette middel også har potentiale til at ændre din risiko for hjertekar-sygdom og død."
LEADER er det til dato længste forsøg på at klarlægge hjertekarproblemer ved diabetesmedicin.
Tilmelding begyndte i september 2010 og har fulgt 9.340 diabetespatienter med en forhøjet risiko for hjertekarproblemer i 32 lande. Gennemsnitsalderen for patienterne var 64,3 år med en gennemsnitlig BMI på 32,5, og 64,3 procent af deltagerne var mænd.
Deltagern blev delt op i to grupper, hvoraf hhv. 4529 (liratuglide) og 4513 (placebo) afsluttede studiet.
Da patienterne havde diabetes og en høj risiko for hjertekarproblemer betød placebo i dette tilfælde, at patienterne kunne tage andan diabetes medicin for at kontrollere deres blodsukker. Begge grupper af patienter blev desuden på lige fod ordineret medicin mod forhøjet blodtryk og højt kolesteroltal.
Forskere har designet forsøget så det sikrer afgørende oplysninger om liraglutids sikkerhedsprofil både i forhold til hjertekarproblemer og i forhold til den nuværende standardbehandling af type 2-diabetes.
Efter at man er blevet opmærksom på at nogle typer diabetes-medicin medfører hjertekarproblemer er FDA begyndt at kræve undersøgelser af risikoen for hjertekarproblemer i en minimumsperiode på mindst 3,5 år. LEADER-studiet viser resultater for patienter, der har været i behandling mellem 3,5 og 5 år.
Død af kardiovaskulære årsager ramte færre patienter i liraglutid-gruppen (219 patienter [4,7%]) end i placebogruppen (278 [6,0%]). Død uanset årsag var også lavere i liraglutid-gruppen (381 patienter [8,2%]) end i placebogruppen (447 [9,6%]). Hyppigheden af fatal myokardieinfarkt og ikke-fatal apopleksi var lavere i liraglutide-gruppen end i placebogruppen, selvom forskellene ikke var signifikante.
Men tilsammen giver undersøgelsen overbevisende beviser for at liraglutid også kan have en plads i behandling af hjertekarproblemer hos visse grupper.
"Der har været en masse diskussion om midler som SGLT2-hæmmere, DPP-4-hæmmere, eller GLP-1 receptor agonister er neutrale, farlige eller gavnlige for hjertekar-systemet," sagde Steven P. Marso, der præsenterede studiets imponerende hjertekar-resultater.
"Det er slående hvordan der er sammenhæng i den relative risikoreduktion for alle de store kardiovaskulære endepunkter, som vi målte i LEADER-studiet."
Undersøgelsen blev offentliggjort online i New England Journal of Medicine ved afslutningen af præsentationen og giver her mulighed for at studere de nærmere resultater.
