Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

Diabetes øger risikoen for død efter hjerteanfald med 50 procent

Diabetes øger risikoen for at dø af et hjerteanfald med omkring 50 procent.

Det viser en ny undersøgelse fra University of Leeds, hvor forskerne har sporet 700.000 mennesker, der var blevet indlagt på hospitalet med et hjerteanfald i perioden mellem januar 2003 og juni 2013.

Af disse havde 121.000 diabetes.

Efter at have taget højde for personernes alder, køn, andre sygdomme og forskelle i akut medicinsk behandling, fandt forskerne markante forskelle i overlevelse.

Personer med diabetes var 56 procent mere tilbøjelige til at dø, hvis de havde oplevet et STEMI (ST-elevation myokardieinfarkt) hjerteanfald - hvor kranspulsåren er helt blokeret - end dem uden sygdommen.

De var også 39 procent mere tilbøjelige til at dø, hvis de havde haft et NSTEMI (ikke-ST-elevation myokardieinfarkt) hjerteanfald - hvor arterien er delvist blokeret - end personer uden diabetes.

"Disse resultater giver solid dokumentation for, at diabetes er en betydelig langvarig byrde blandt patienter, der har haft et hjerteanfald," siger chefforsker kardiolog dr. Chris Gale, der er lektor ved universitetets School of Medicine.

"Selv om folk har større chancer end nogensinde før for at overleve et hjerteanfald, er vi nødt til at lægge større vægt på de langsigtede virkninger af diabetes hos folk, der har fået hjerteanfald."

"Samarbejdet mellem kardiologer, praktiserende læger og diabetologer skal styrkes, og vi skal sikre, at vi bruger medicin så effektivt som muligt blandt højrisiko-individer."

Chris Gale tilføjer, at det næste skridt i deres forskning ville være at finde ud af præcis, hvad det er ved diabetes, der øger risikoen for død efter hjerteanfald.

"Vi vidste godt, at du efter et hjerteanfald har mindre chance for at overleve, hvis du også har diabetes, men vi har ikke været klar over, om det alene skyldtes diabetes eller om andre årsager, der er almindelige hos mennesker med diabetes, er årsagen," siger dr. Mike Knapton fra British Heart Foundation, som finansierede undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Epidemiology and Community Health.

"Denne undersøgelse er den første, som endegyldigt viser, at den negative effekt på overlevelse er knyttet til at have diabetes, snarere end andre problemer, som mennesker med diabetes lider af. Denne forskning understreger behovet for at finde nye måder at forebygge hjertekarsygdomme hos mennesker med diabetes og udvikle nye behandlinger til at forbedre overlevelsen efter et hjerteanfald," siger han.