Blodtryksmedicin viser fordele ved behandling af type 1-diabetes
Behandling med blodtryksmedicinen verapamil har en fordelagtig effekt på type 1-diabetes, som varer mindst to år.
Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Nature Communications.
Patienter, der tog den orale blodtryksmedicin verapamil, havde mindre behov for insulin to år efter diagnose af sygdommen og viste tegn på andre fordele sammenlignet med kontrolgruppen.
Det blodtrykssænkende lægemiddel har tidligere vist tegn på en immunmodellerende effekt og har formået at fjerne symptomer på type 1-diabetes i dyr.
I 2018 viste forskerne, at regelmæssig oral administration af verapamil gjorde det muligt for mennesker med type 1-diabetes at producere højere niveauer af deres egen insulin, og dermed begrænsede deres behov for injiceret insulin til regulere blodsukkerniveauet.
Det nye studie bygger videre på de fund og forsøger at give en mekanistisk indsigt i de gavnlige virkninger af verapamil på type 1-diabetes, som der er blevet observeret.
Signifikant ændring
Forskerne undersøgte i denne sammenhæng ændringer i proteiner i blodet i forbindelse med verapamil-behandling.
Til opgaven brugte forskerne massespektrometri af blodserumprøver fra forsøgspersoner diagnosticeret med type 1-diabetes.
53 proteiner i blodet viste signifikant ændring over tid som respons på verapamil. Heriblandt proteiner involveret i immunmodulering og autoimmunitet af type 1-diabetes.
Et af proteinerne påvirket af verapamil-behandling var chromogranin A - eller CHGA - som blev nedreguleret hos de deltagere, der blev behandlet med verapamil.
CHGA findes bl.a. i bugspytkirtlens betaceller, der udskiller insulin, og ændrede CHGA-niveauer i blodet kan derfor muligvis afspejle ændringer i beta-celleintegritet, foreslår forskerne.
Den samme ændring blev ikke observeret i kontrolgruppen.
Forskerne fandt også, at adskillige proinflammatoriske markører for T-follikulære hjælperceller, inklusive CXCR5 og interleukin-21, var signifikant forhøjet i monocytter – kroppens ’skraldemænd’ - hos forsøgspersoner med type 1-diabetes sammenlignet med raske kontroller, og de fandt, at disse ændringer blev ’vendt’ med verapamilbehandling.
"Vores resultater afslører for første gang, at verapamil-behandling også kan påvirke immunsystemet og vende disse type 1-diabetes-inducerede ændringer," siger Anath Shalev til World Pharma News. Han er læge og leder af the Comprehensive Diabetes Center på University of Alabama, USA, og desuden hovedforfatter til det nye studie.
"Dette tyder på, at verapamil og/eller type 1-diabetes-forbedringer opnået ved det, kan modulere nogle cirkulerende proinflammatoriske cytokiner og T-hjælpercelle-undergrupper, som igen kan bidrage til de overordnede gavnlige effekter observeret klinisk," siger han.
