Ingen risiko ved piloter med insulinkrævende diabetes
EASD 2016: Mens debatten om kørekort til diabetespatienter raser herhjemme, viser et nyt studie, at engelske piloter, der lider af insulinbehandlet diabetes, kan flyve uden problemer for sikkerheden.
En undersøgelse, der blev præsenteret på EASD i München, viser, at næsten alle blodsukkermålingerne afslørede sikre niveauer blandt de engelske piloter, som deltog i undersøgelsen.
I 2012 blev Storbritannien det andet land i verden, efter Canada, der udstedte licenser til kommercielt flyvende piloter, som var i insulinbehandling.
Og det er på det grundlag undersøgelsen er foretaget på Royal Rurrey County Hospital, Guildford, og af Storbritanniens Civil Aviation Authority, Gatwick Airport.
Licenserne hedder Class 1 Medicial Certificates for Commercial Pilot Licenses (CPL’s), og det er undersøgelse af historikken bag disse licensudskrivelser, der har vist, at piloter med insulinkrævende diabetes ikke udsætter deres passagerer for ekstra fare.
”Et stigende antal insulinbehandlede piloter har med succes søgt om licens. Og protekollen har vist, at de fungerer godt i cockpittet, uden rapporterede sikkerhedsproblemer og uden forringelser af deres diabeteskontrol,” siger dr. Hine, der står bag undersøgelsen.
Storbritannien er nu det land indenfor og udenfor Europa, der har flest insulinbehandlede piloter, og englænderne fører i det hele taget an med hensyn til beskæftigelse af insulinbehandlede diabetespatienter.
En omfattende protokol, der er udviklet af et panel af lægefaglige specialister og luftfartseksperter, regulerer den medicinske certificering af insulinbehandlede piloter. De certificerede piloter er underlagt strenge krav og de overvåges direkte af den britiske Civil Aviation Authority(CAA) og Irish Aviation Authority (IAA), herunder med præ- og in-flight blodsukkermålinger.
Denne undersøgelse havde til formål at evaluere den tidlige erfaring og sikkerhed af programmet.
Med piloternes samtykke blev indsamlet data, herunder alder, diabetestype, sygdommens varighed med mere.
Blandt 26 insulinbehandlede piloter, der havde en klasse 1 lægeerklæring, var alle mænd og med en gennemsnitsalder på 41 år. 85 procent havde type 1 diabetes, med en gennemsnitlig sygdomsvarighed på 8 år.
I alt 8.897 blodsukkermålinger var registreret i løbet af 4.900 flyvetimer.
