Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

Rettidig behandling har stor effekt

Vi er blevet gode til at spotte personer med type 2-diabetes og igangsætte behandling så hurtigt som muligt. Det skyldes blandt andet et tiårigt ADDITION-studie, som dansk professor står bag.

“Vi ved, at rettidig behandling har en stor effekt,” siger praktiserende læge og professor ved Institut for Folkesundhed i Aarhus, Annelli Sandbæk, der netop har offentliggjort resultaterne fra et stort internationalt diabetesstudie. Sammen med Dr. Simon Griffin, University of Cambridge, England, præsenterede Annelli Sandbæk resultaterne ved den europæiske diabetes konference (EASD) i München. Studiet blev igangsat i 2001 med det formål at undersøge, hvilken effekt intensiv behandling har på personer med type 2-diabetes fundet ved screening målt på dødelighed og sygdomsforløb.

“Her har vi fundet ud af, at der er en reduktion i de kardiovaskulære sygdomme på 12 procent, og at dødeligheden er blevet reduceret med ni procent,” fortæller Annelli Sandbæk. Studiet bygger på i alt 3.000 diabetespatienter, hvoraf de 1.500 er fra Danmark og resten fra England og Holland.

Tilbage i 2001 viste studier, at borgere kunne gå rundt med diabetes i fem-syv år, før de fik symptomer og efterfølgende søgte læge. Annelli Sandbæk og Dr. Simon Griffins studie handlede om at fange patienterne tidligere i forløbet og sætte dem i tidlig intensiv behandling.

Den intensive behandling bestod dels i at motivere diabetespatienterne for livsstilsændringer, dels i  at de skulle modtage medicinsk behandling for højt blodsukker, højt blodtryk og højt kolesteroltal. I studiet blev de praktiserende læger og deres personale uddannet og støttet i denne indsats.

Selvom reduktionen af kardiovaskulære sygdomme er på 12 procent i Sandbæks og Griffins studie, så mener Annelli Sandbæk alligevel ikke, at tallet er signifikant. Det skyldes blandt andet, at projektet blev igangsat i 2001, hvor der ikke fandtes nationale vejledninger for diabetesbehandling. Men i løbet af projekttidens første tre år, blev de nationale diabetesvejledninger indført, som ikke lå langt fra projektets intensive behandlingsmål. Situationen gentog sig i England og Holland, hvor de indførte samme vejledninger på nationalt niveau.

“Vi havde forventet en højere reduktion i både de kardiovaskulære sygdomme og mortaliteten i interventionsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen, men der endte med ikke at være de store forskelle - nok primært på grund af, at de nationale vejledninger blev indført kort efter projektets start,” fortæller hun.

Dygtige til at spotte i Danmark

Undersøgelsen viser også resultater på selvvurderet helbred - herunder psykisk og fysisk velvære i de første fem år af studiet.

“Deltagerne i interventionsgruppen rapporterede på alle de anvendte måleredskaber fuldstændig sammenlignelige resultater som kontrolgruppen gjorde. Det er selvfølgelig meget opløftende, at den intensive behandling ikke har en negativ effekt på borgeren” forklarer Annelli Sandbæk og nævner, at hun forventer samme resultater på tiårs opfølgningen.

Konklusionen på studiet er derfor, at det gavner at finde diabetespatienter så tidligt som muligt.

“Så snart man får konstateret type 2-diabetes, iværksættes medicinsk behandling og en uddannelse af patienten, som skal sikre, at patienten følger behandlingen og motiverer til livsstilsændringer. Patientuddannelsen skal sørge for, at personen i et vist omfang selv handler og indretter sig efter sygdommens præmisser,” forklarer hun og tilføjer, at vi blandt andet på grund af ADDITION-studiet er blevet dygtige til at spotte borgere med diabetes og få igangsat en behandling så hurtigt som muligt.

“Der er noget, der tyder på, at vi i Danmark er blevet meget gode til at finde personer med diabetes meget tidligere i deres sygdomsforløb. At dette er tilfældet, er blandt andet på grund af den effekt, som ADDITION-studiet har haft på kliniske retningslinjer og den daglige praksis i Danmark. Vi er alle blevet mere opmærksomme på diabetes, og sundhedsvæsnet er også blevet langt mere obs på sygdommen,” siger hun