Balanceret energifordeling i kosten stabiliserer blodsukkeret
En diæt med en mere balanceret fordeling af de tre hovednæringsstoffer og dermed især færre kulhydrater giver også et mere balanceret blodsukker på døgnbasis.
Det antyder resultaterne af en ny dansk undersøgelse fra bl.a. Rigshospitalet og Københavns Universitets Institut for idræt og ernæring, hvor forskerne har sammenlignet en kulhydrat-fattig kost med en typisk anbefalet kost, hvor mellem 45 og 60 procent af energien kommer fra kulhydrater, 30 procent fra fedt og 10-20 procent fra proteiner.
Undersøgelsen blev præsenteret på DES2017 i Esbjerg fredag-lørdag.
Kulhydrater er en vigtig faktor for blodsukkeret efter måltiderne og derfor ville forskerne undersøge om en moderat reduktion i kulhydrater ville reducere postprandial glukose og glukose på døgnbasis hos 16 forsøgsdeltagere med type 2-diabetes.
14 af de 16 patienter var mænd og gennemsnitsalderen var 64 år, HbA1c-tallet var 49,5 ± 9 mmol/mol (gennemsnit ± SD) og de blev kun behandlet med metformin.
Den kulhydrat-fattige kost blev sammenlignet med en kontrolkost (kulhydrat 30/55 E%, protein 30/15 E%, fedt 40/30 E%, henholdsvis) i to på hinanden følgende dage, hvorefter deltagerne gennemgik en udvaskningsperiode på 2-8 uger og skiftede til den anden diæt.
Test af deltagernes blodsukker blev foretaget efter morgenmaden (0-270 min.) og efter frokost (270-450 min) hver dag. Endvidere blev døgnets glukose målt ved 48-timers kontinuerlig glukosemonitorering (CGM).
Sammenlignet med kontrolgruppens kost nedsatte den mere balancerede energifordeling blodsukkeret efter måltidet med 14 procent AUC (Average under Curve), serum insulin med 22% AUC, serum C-peptid med 19% AUC, insulin-glukagon-forholdet med 47% AUC og døgnets blodglukose AUC målt ved CGM med 11%.
Reduktion af kulhydratindholdet i kosten hos patienter med type 2-diabetes reducerer plasmaglukosekoncentrationen betydeligt primært ved at reducere postprandial glukose forhøjelser.
