Skip to main content

JAK-creme kan udfylde behandlingshul hos unge med håndeksem

EADV: Anzupgo (delgocitinib) forbedrer livskvaliteten hos unge med kronisk håndeksem, når steroidcremer ikke slår til eller er uegnede. Dansk hudlæge ser en tiltrængt behandlingsmulighed, men peger på usikkerhed om gevinstens kliniske betydning.

De nye data stammer fra det randomiserede studie DELTA TEEN, som blev præsenteret den 1. oktober på EADV Congress 2026 i Wien (abstract #1174).

Resultaterne vækker forsigtig optimisme for 12 til 17-årige med håndeksem, der lige nu mangler en effektiv lokalbehandling, vurderer Malin Ahlström, ph.d. og speciallæge i dermatologi ved Bispebjerg Hospital i København.

Malin Ahlström

”Der er et hul i behandlingen af kronisk håndeksem i det hele taget. Der er et stort behov for nye lokalbehandlinger, ikke mindst til unge. Topikale steroider er førstevalg, men sygdommen er ofte langvarig og tilbagevendende, og derfor er der behov for alternativer, når steroidbehandling er utilstrækkelig eller ikke egnet. Det er netop den population, som den foreslåede indikation omfatter,” siger Malin Ahlström.

Den EU-godkendte indikation for delgocitinib indbefatter endnu ikke unge under 18 år, men EMA’s udvalg for humane lægemidler CHMP anbefalede i september at udvide indikationen til at gælde unge fra 12 år med moderat til svær kronisk håndeksem, når topikale kortikosteroider er utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.

Hvis EU-Kommissionen godkender indikationen, bliver delgocitinib den første specifikt godkendte behandling i EU til unge i patientgruppen.

God effekt på livskvalitet

Det nye studie omfatter 98 unge i alderen 12 til 17 år med kronisk håndeksem, som ikke har fået effekt af eller kunne gøre brug af topikale kortikosteroider. 74 af de unge modtog behandling med creme med delgocitinib 20 mg/g, mens 24 fik vehikel (placebo-creme) to gange om dagen i 16 uger.

Ud fra spørgsmål i Children’s Dermatology Life Quality Index (CDLQI) har de unge selv angivet, hvordan de oplever deres livskvalitet ved baseline og i uge 16 af studiet. Spørgsmålene afdækker symptomer og følelser, fritid, skole og ferie, relationer, søvn og behandlingsrelaterede problemer. Livskvaliteten blev forbedret i begge grupper, men forbedringen var lidt større med delgocitinib. Den gennemsnitlige reduktion i CDLQI var 5,6 point med delgocitinib mod 2,9 point med vehikelcreme.

”Samlet set er der en forskel på knap tre point i den oplevede forbedring af livskvalitet mellem de to grupper. Det er en lille, men signifikant forskel, som peger i retning af, at de unges livskvalitet bliver bedre af behandlingen med delgocitinib. Den kliniske betydning af denne forskel bør dog fortolkes med forsigtighed,” siger Malin Ahlström.

I gruppen, som fik behandling med delgocitinib, endte 41 procent med en score på 0-1 i spørgeskemaet, hvilket indikerer, at hudsygdommen ikke påvirker deres livskvalitet. Til sammenligning var der 33 procent med en score på 0-1 i vehikel-gruppen, hvilket giver en beskeden forskel mellem de to grupper, påpeger hun.

”Ud over at forskellen i øgning af livskvalitet er beskeden, var kontrolgruppen relativt lille, hvilket giver en usikkerhed i sammenligningen, ” siger Malin Ahlström.

Sammenhæng mellem PRO-data og kliniske data

De unges egen oplevelse af bedring i livskvalitet hænger sammen med lægernes vurdering af de kliniske resultater, som fremgår af studiets fase III-data, der blev præsenteret på sidste års EADV-konference. Det primære endepunkt for studiet var ophelet/næsten ophelet hud og mindst to trins forbedring fra baseline efter IGA-CHE-skalaen i uge 16. Det opnåede 64 procent (47 ud af 74) mod 29 procent (7 ud af 24) med vehikel.

Derudover nåede studiet alle centrale sekundære endepunkter. Blandt andet opnåede 72 procent mindst 90 procent forbedring fra baseline på The Hand Eczema Severity Index, HECSI-90, mod 38 procent med vehikel. For mindst fire points forbedring i patientrapporterede symptomer var tallene 64,8 procent mod 36,8 procent for kløe og 63,3 mod 33,3 procent for smerte.

Malin Ahlström understreger, at der fortsat er usikkerhed om, hvem der vil have mest gavn af behandlingen – herunder om effekten varierer mellem forskellige undertyper af håndeksem, hudtyper og grader af sygdomssværighed. I studiet var størstedelen af deltagerne hvide, og havde atopisk håndeksem, men kronisk håndeksem er en heterogen sygdom med flere mulige årsager.