Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift


Peder Reistad, formand for PLO-Hovedstaden, vurderer, at omlægningen har været tidskrævende for almen praksis, og at det i mange tilfælde har været nødvendigt at genoptage patienternes tidligere behandling. Foto: Mads Holm/PLO

HbA1c steg efter Ozempic-stop: PLO-formænd efterlyser viden om langtidskonsekvenser

Et landsdækkende registerstudie viser stigende langtidsblodsukker hos patienter, der stoppede med Ozempic (semaglutid 1mg), da tilskudsreglerne for GLP-1-medicin blev skærpet i 2024. Studiets data overrasker ikke PLO-formænd, der efterspørger opmærksomhed på mulige langtidskonsekvenser.

Da tilskudsreglerne for GLP-1-medicin blev strammet i 2024, stoppede tusindvis af danskere med type 2-diabetes deres behandling med semaglutid og blev omlagt til en anden billigere behandling.    

Nu viser et landsdækkende dansk registerstudie, at patienter, der ophørte med semaglutid, efterfølgende oplevede en stigning i deres langtidsblodsukker.

Resultaterne kommer ikke bag på Peder Reistad, formand for PLO-Hovedstaden. Han vurderer, at omlægningen har været tidskrævende for almen praksis, og at det i mange tilfælde har været nødvendigt at genoptage patienternes tidligere behandling.    

”Den dokumenterer det, vi vidste, og det vi forventede, da vi blev tvunget til at tage en stor gruppe velregulerede diabetespatienter af behandling med GLP-1-analog og sætte dem på ældre, dårligere medicin – sulfonylurinstof og DPP IV hæmmere,” lyder det i et skriftligt svar til Medicinske Tidsskrifter.    

I studiet begyndte 24 procent af patienterne, der stoppede med semaglutid, på en SGLT-2-hæmmer, 15 procent på en DPP-4-hæmmer og 2 procent på SU-stof. Ifølge Peder Reistad oplevede mange patienter en så stor stigning i HbA1c efter behandlingsskiftet, at de igen måtte sættes i behandling med en GLP-1-analog.    

”For mange patienters vedkommende var det en øvelse hvor vi proforma måtte omlægge dem til ældre medicin, for på et senere tidspunkt at kunne vende tilbage til GLP-1 med opfyldt tilskudsklausul,” forklarer han og uddyber:    

”Vi kender ikke omfanget af det merarbejde, dette har medført. Vi kender ej heller til konsekvenserne på længere sigt af denne forbigående dysregulering af patienternes diabetes.”    

HbA1c var fortsat forhøjet efter et år  

Reaktionen kommer i kølvandet på et landsdækkende studie, der nu for første gang kaster lys over konsekvenserne ved de ændrede tilskudsregler for GLP-1-behandling af type-2 diabetes tilbage i november 2024.    

Studiet, der endnu ikke er fagfællebedømt, blev publiceret som preprint i slutningen af september 2026. Det viser, at 22.096 ud af 79.305 – svarende til 28 procent – stoppede behandlingen i månederne omkring omlægningen.    

For 13.017 af personerne havde forskerne målinger af langtidsblodsukkeret både før og efter behandlingsstoppet. Her steg det gennemsnitlige langtidsblodsukker fra 49 til 57 mmol/mol – en stigning på 7,4 mmol/mol.    

Forskerne brugte også en såkaldt ITS-analyse, der ved hjælp af statistiske beregninger undersøger, hvordan udviklingen ændrer sig efter en bestemt begivenhed. Analysen viste, at langtidsblodsukkeret seks måneder efter behandlingsstoppet lå 5,9 mmol/mol højere end forventet ifølge modellens beregninger. Efter 12 måneder var forskellen faldet til 3,1 mmol/mol.    

Michael Haslund

Michael Haslund, formand for PLO Syddanmark og medlem af Lægemiddelkomiteen for almen praksis i Region Syd, vurderer, at en forskel på omkring 3 mmol/mol efter 12 måneder ikke umiddelbart er voldsom. Han henviser til Medicinrådets behandlingsvejledning for type 2-diabetes, hvor en forskel på 5 mmol/mol fremgår som klinisk relevant. Grænsen bruges til at sammenligne lægemidlers effekt og kan ikke direkte afgøre betydningen af en HbA1c-stigning efter behandlingsstop.    

Alligevel mener han, at der er grund til at hæfte sig ved stigningen. Gennemsnittet kan nemlig dække over store individuelle forskelle fra patienter, der kun oplever en lille ændring i blodsukkeret, til patienter, hvis blodsukker stiger markant.    

”Man kan godt frygte, at det er de mest skrøbelige, som er svære at få ind til tjek, der har oplevet store stigninger,” siger han.    

Ligesom sin kollega Peder Reistad peger Michael Haslund også på, at man bør være opmærksom på de mulige langsigtede konsekvenser af omlægningen.    

”Man kan godt være bekymret for, at øvelsen sparer regionerne for nogle udgifter her og nu. Men vi ved ikke, om det kan få negative konsekvenser på længere sigt, hvis nogle patienter ikke længere får den samme gode behandling, som de fik før,” siger han.