Skip to main content


Ditte Marie Lindhardt Saunte er forperson for Dansk Dermatologisk Selskab (DDS)

Q&A med Ditte Saunte: AI, revision af specialeplanen og fremtidens speciallægeuddannelse er vigtigst

Ditte Marie Lindhardt Saunte blev i 2026 forperson for Dansk Dermatologisk Selskab (DDS), efter at hun siden 2025 havde været tilgående forperson. Hun afløste Rikke Bech. Medicinske Tidsskrifter har stillet hende en række spørgsmål om sit virke som læge og person.

Hun er overlæge og klinisk professor ved Afdeling for Allergi-, Hud- og Kønssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital, og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet. Ditte Marie Saunte har særligt fokus på mykologi samt infektiøse og inflammatoriske hudsygdomme og leder forskningscentret PHOENIX. Hun har desuden i en årrække været engageret i DDS’ retningslinjearbejde og har siden 2020 siddet i bestyrelsen for European Academy of Dermatology and Venereology (EADV).

Hvad optager dig som ny forperson for DDS?

Jeg er optaget af uddannelse på alle niveauer, og af at skabe gode rammer for, at både yngre og erfarne læger kan videreudvikle sig fagligt gennem hele karrieren. Jeg vil også støtte vores retningslinje-udvalg i deres fortsatte arbejde, og jeg tror på, at samarbejdet med tilstødende specialer bliver stadig vigtigere, i takt med flere behandlingsmuligheder og komplekse patienter. Endelig glæder jeg mig til at repræsentere DDS ved International League of Dermatological Societies (ILDS). Det internationale udsyn er værdifuldt, ikke mindst i forhold til uddannelse og undervisning.

Hvad bliver de vigtigste indsatsområder for DDS de kommende år?

Vi skal samarbejde med Sundhedsstyrelsen om revision af specialeplanen og fremtidens speciallægeuddannelse, hvor vi skal være med til at beslutte, hvad dermatologien skal indeholde fremover.

Herudover fylder spørgsmålet om kunstig intelligens meget. Hvilken plads skal AI have i vores kliniske hverdag, og hvordan sikrer vi, at den styrker frem for erstatter den lægefaglige vurdering? Det er blandt andet derfor, vi har fået et AI-udvalg, som skal være med til at afklare netop disse spørgsmål. Vi glæder os over vores nye kommunikationsudvalg, som forventes at spille en central rolle i at udbrede kendskabet til dermatologien bredt.

Hvad håber du, at PHOENIX-centret kan levere, som forskningen ikke kunne før?

PHOENIX-centret arbejder globalt, herunder med samarbejdspartnere i tredjeverdenslande, som normalt ikke deltager i forskning. Det globale netværk kan ved systematisk indsamling bidrage til sammenlignelige data, eksempelvis prævalens af hidrosadenitis suppurativa i forskellige lande, samt om der findes forskellige fænotyper af sygdommen afhængigt af geografisk placering.

Hvad er den mest almindelige misforståelse om svampeinfektioner, du støder på, selv blandt kolleger?

Den mest almindelige misforståelse er, at svampeinfektioner er et kosmetisk problem uden større klinisk betydning. Man undervurderer ofte, hvor meget infektionen kan påvirke den enkelte patients livskvalitet, både fysisk og psykisk. Dertil kommer, at vi i stigende grad ser resistente svampeinfektioner, hvilket gør, at det, der tidligere kunne betragtes som en simpel tilstand, i dag kan udvikle sig til et langvarigt og behandlingsresistent forløb.

Er der noget fra den europæiske scene, du gerne vil tage med hjem og gøre til en del af DDS’ kultur?

Jeg synes egentlig, at DDS’ kultur er god, som den er. Men fra EADV er jeg inspireret af deres Emotional Intelligence Leadership-kurser, som skal styrke kommunikation og samarbejde på tværs af lande og kulturer. Selve princippet bag emotionel intelligens som ledelsesredskab kunne være interessant at bringe ind i en dansk sammenhæng for at styrke samarbejdet yderligere.

 

Artiklen er fra Medicinske Tidsskrifters magasin for specialister fra oktober 2026