Færre med diabetes får kronisk nyresygdom, men sygdomsbyrden tynger stadig

Færre patienter med diabetes udvikler kronisk nyresygdom, mens flere lever med sygdommen, viser et nyt dansk registerstudie. Det er dog for tidligt at glæde sig, vurderer forskerne.

I de seneste år er der kommet flere nye medicinske behandlinger, der kan forebygge og behandle kronisk nyresygdom. Et dansk registerstudie har nu vist, at forekomsten af kronisk nyresygdom blandt personer med diabetes er ved at ændre sig: Prævalensen stiger fortsat, men incidensen er begyndt at falde. Altså lever flere med kronisk nyresygdom, men færre udvikler den.

Spørgsmålet er nu, om den samlede sygdomsbyrde for personer med diabetes og kronisk nyresygdom allerede er begyndt at falde. Christina Lee, der er førsteforfatter til det danske studie, mener dog, at det er for tidligt at konkludere.

”Kronisk nyresygdom medfører stadig en stor sygdomsbyrde i Danmark, især hvis folk lever længere både med diabetes og nyresygdom. Vi skal fortsat hindre progression af sygdommene, og det er en byrde for sundhedsvæsenet,” siger Christina Lee, der er læge og forsker på Steno Diabetes Center Copenhagen.

Forskelligt fald ved type 1 og 2

I Christina Lees registerstudie, der blev publiceret i ‘Diabetes, Obesity and Metabolism’ i august, har hun sammen med kolleger opgjort forekomsten af kronisk nyresygdom hos voksne danskere med type-1 og type-2 diabetes. Det er gjort for perioden 2016 til 2024. Ved hjælp af nationale danske registre har forskerne brugt eGFR (mål for nyrernes filtreringsfunktion) og UACR (mål for albuminuri) til at identificere personer med diabetes og kronisk nyresygdom. Desuden er personer med en procedurekode eller hospitalsdiagnose på kronisk nyresygdom taget med.

Resultaterne viser, at der i perioden er sket en stigning i prævalensen for personer med kronisk nyresygdom. For type 1-diabetes fra 20,5 procent til 26,4 procent og for type 2-diabetes fra 24,8 til 37,3 procent. Til gengæld faldt incidensen fra 21,5 til 14,9 per 1.000 personår for type 1-diabetes og fra 55,3 til 43,7 per 1.000 personår for type 2-diabetes. Det største absolutte fald i incidensen kunne ses i gruppen på 70 år eller derover med type 2-diabetes (fra 93,6 til 74,3 per 1.000 personår).

Da studiet er et registerstudie, er det ikke designet til at kunne give svar på, hvorfor forekomsten af kronisk nyresygdom har ændret sig. Men Christina Lee vil gerne give nogle bud på det:

”Vi tror, at prævalensen stiger, fordi personer med kronisk nyresygdom lever længere, og progression af sygdommen går langsommere. Det kunne også være en plausibel forklaring, at man i perioden er begyndt at behandle kronisk nyresygdom med mere effektive lægemidler,” siger Christina Lee og hentyder til, at det også var i undersøgelsesperioden 2016 til 2024, at lægemidlerne SGLT2-hæmmere, GLP-1 receptoragonister og mineralkortikoid-receptorantagonisten finerenon blev tilgængelige for danske patienter med især type 2- diabetes og kronisk nyresygdom.

Udviklingen går samtidig i retning af mere organbeskyttende behandling. Ifølge Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut steg andelen af patienter med type 2-diabetes og nyresygdom, der fik GLP-1-receptoragonister eller SGLT2-hæmmere, fra 64 procent i 2023 til 74 procent i 2025.

Resultaterne viser også, at prævalensen og incidensen for kronisk nyresygdom er betydeligt højere for personer med type 2-diabetes end for personer med type-1 diabetes.

”Alder spiller en stor rolle for forekomsten af kronisk nyresygdom, og personerne med type 2-diabetes er en del ældre. De har forhøjet blodtryk, hjerte-karsygdomme og et naturligt aldersrelateret fald i nyrefunktionen, så derfor er forekomsten og sygdomsbyrden langt større end ved type-1 diabetes,” siger Christina Lee og uddyber:

”Personerne med type 1-diabetes er yngre, og den glykæmiske belastning skal have stået på over længere tid, før det påvirker nyrerne. Det afspejles også ved, at man ifølge retningslinjerne først skal screenes for nyresygdom efter fem år, hvis man har type 1-diabetes.”

Når incidensen af kronisk nyresygdom blandt personer med type 1-diabetes alligevel er faldet, skyldes det ifølge Christina Lee, at der samtidig generelt er sket forbedringer i behandling og opsporing af type 1-diabetes.

Dødeligheden faldt

I studiet undersøgte forskerne også dødelighed af alle årsager for personer med kronisk nyresygdom i undersøgelsesperioden fra 2016 til 2024: For personer med type 1-diabetes faldt dødeligheden fra 61,4 til 50,0 per 1.000 personår, og for personer med type 2-diabetes var faldet fra 84,8 til 77,7 per 1.000 personår.

Dødeligheden for begge grupper var dog stadig betydeligt højere end for personer uden kronisk nyresygdom. Eksempelvis var dødeligheden for personer med type 2-diabetes i 2024 stadig fem til seks gange højere hos personer med kronisk nyresygdom end hos personer uden.

Ud fra studiet kan man ikke forklare, hvorfor dødeligheden er faldet. Men introduktionen af nye lægemidler til behandling af kronisk nyresygdom kan have haft en effekt.

”Vi kan se i vores analyser, at folk i løbet af studieperioden lever længere, før de får nyresygdom i slutstadiet, hvor de skal i dialyse eller have en transplantation. Men de nye lægemidler kom først på markedet for nogle år siden, og de skal først nå at virke, før de får effekt på dødeligheden. Er man for eksempel 70 år, før man kommer i behandling med lægemidlerne og får en forbedret nyrefunktion, har man kun en begrænset restlevetid, uanset at man kommer i behandling,” siger Christina Lee.

Resultater har flere forklaringer

Nicholas Carlson, der er afdelingslæge på Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme på Rigshospitalet, har været medforfatter på studiet. Han mener til dels, at resultaterne i det danske registerstudie afspejler den reelle status for kronisk nyresygdom i Danmark. Men tallene påvirkes også af, hvor mange der er blevet undersøgt for kronisk nyresygdom i perioden – enten med en EGFR-måling eller en UACR-måling. Derfor mener han, at resultaterne peger i flere retninger og kan være vanskelige at tolke.

”Hvis man lever længere med velbehandlet diabetes, så kan man udskyde debut af kronisk sygdom. Men hvis man lever længe nok, vil man alligevel få senkomplikationer, som for eksempel kronisk nyresygdom. Så for mig at se ligger gevinsten i antal år uden sygdom frem for gevinsten i forekomsten af sygdommen,” siger Nicholas Carlson.

I studiet kunne man se, at alderen for patienter med både type-1 og type-2 diabetes steg fra 2016 til 2024 med et til halvandet år.

”Samtidig har der i almen praksis været en bevægelse hen imod at standardisere forløb med diabetes. Derfor tror jeg også, at der er flere patienter, der får målt nyrefunktionen og albumin-udskillelsen i urinen – og det er med til at ændre på incidensraterne. For jo flere vi screener, desto flere finder vi også.”

Nicholas Carlson tvivler dog på, at udviklingen vil lette presset på sundhedsvæsenet i de kommende år.

”Jeg tror, at vi har været begunstiget af den demografiske udvikling, men nu kommer der snart nogle større generationer af ældre, som fejler forskellige sygdomme og har et berettiget krav på behandling, der udfordrer kapaciteten. Så det kan godt være, at incidensen for kronisk nyresygdom nu er faldet, men hvis patienterne samtidig lever ti år længere, så bliver det stadig en udfordring,” siger Nicholas Carlson.

Øget screening vil isoleret set kunne øge den registrerede incidens, og derfor gør ændringer i screeningspraksis det vanskeligere at afgøre, hvor stort det reelle fald er.

Boks 1: Incidens: Færre udvikler kronisk nyresygdom

Antal nye tilfælde pr. 1.000 personår

Boks 2: Prævalens: Flere lever med kronisk nyresygdom

Andel af patienter med kronisk nyresygdom (%)

Kilde: Lee CJ-Y et al. Diabetes, Obesity and Metabolism, 2026

Referenceboks:

Prevalence, Incidence and Mortality of Chronic Kidney Disease in Type 1 and Type 2 Diabetes – A Nationwide Danish Register-Based Cohort Study. Diabetes, Obesity and Metabolism. August, 2026

Artiklen er fra Medicinske Tidsskrifters magasin for specialister fra oktober 2026