Melanomformand: Kræftpakkernes tidsfrister bør være mere fleksible
Flere melanomer opdages i stadium I, mens antallet af fremskredne tilfælde er uændret, viser nyt dansk studie. DMG-formand Lisbet Rosenkrantz Hölmich efterlyser mere fleksible tidsfrister i kræftpakkerne.
Patienter med melanom får diagnosen i et tidligere stadie, siden kræftpakkerne blev indført i 2008. Det viser et nyt dansk kohortestudie, der blev offentliggjort i tidsskriftet Surgical Oncology. Udviklingen er som sådan positiv, men ikke udelukkende positiv, siger Lisbet Rosenkrantz Hölmich, overlæge og formand for Dansk Melanom Gruppe.
”Tanken med kræftpakker er fin, men det kan godt diskuteres, hvor travlt vi skal have. Det er meget stramt – og i de mindre alvorlige tilfælde af melanom hysteri – med en tidsramme på kun seks dage fra henvisning til biopsi. Nogle patienter bliver skræmte over, at det skal gå så hurtigt,” siger Lisbet Rosenkrantz Hölmich.
Det nye studie sammenligner tiden før og efter indførelsen af kræftpakkerne og omfatter 20.815 patienter, der blev diagnosticeret med melanom i perioden 2004-2017, med opfølgning frem til december 2022. Resultaterne viser, at andelen af patienter med stadium I-melanom steg med fem procentpoint (95 % CI 1-9), og det gennemsnitlige årlige antal stadium I-diagnoser steg fra 748 til 1.229. Det årlige antal patienter med fremskreden sygdom (stadium III–IV) var uændret i perioden.
Lisbet Rosenkrantz Hölmich ser det som overvejende positivt, at flere patienter får diagnosen i et tidligere stadium, og at kræftpakkerne sætter rammer for hurtig diagnosticering og behandling, men hun ønsker sig, at filterfunktionen, der giver praktiserende læger mulighed for at sende patienter videre til vurdering hos privatpraktiserende speciallæger, vil blive brugt mere. Det mindsker presset på hospitalerne, og patienterne kommer alligevel hurtigst muligt – og rettidigt – videre i rette forløb, mener hun.
”Med lidt mere elastik i tidsrammerne i kræftpakkerne kan vi sende et beroligende signal til patienterne og gøre det nemmere for hospitalerne at forberede og planlægge behandlingen mere hensigtsmæssigt,” lyder det.
Kan være tegn på overdiagnosticering
Det stigende antal melanomdiagnoser vidner om, at der kan ske en overdiagnosticering, hvor der stilles unødigt mange diagnoser, mener Lisbet Rosenkrantz Hölmich.
”Man skal ikke undervurdere det psykologiske i at få en diagnose, og ved alle behandlinger er der risiko for bivirkninger og følger. Derfor ville det være godt, hvis vi i de tilfælde, hvor den reelle mistanke er meget lille, kunne have tilpas is i maven og følge pletter og forandringer i huden over for eksempel to-tre måneder. Det gøres allerede i filterforløbet,” siger hun.
Omvendt skal en hudtumor, hvor der reelt er mistanke om modermærkekræft, selvfølgelig fjernes hurtigst muligt, understreger melanom-formanden. Der er ikke noget entydigt svar på, hvad udviklingen i diagnoser skyldes. Anders Munk, førsteforfatter på studiet og læge ved Aarhus Universitetshospital, peger på andre forklaringer end indførelsen af kræftpakker.
”Vores studie viser, at både antallet og andelen af patienter, der diagnosticeres med modermærkekræft i et tidligt stadie, er steget efter indførelsen af kræftpakkerne, men vi kan ikke ud fra studiet sige, om udviklingen skyldes kræftpakkerne eller andre faktorer, såsom en generelt øget bevidsthed om modermærkekræft i befolkningen eller en mulig overdiagnosticering,” siger han.
Lisbet Rosenkrantz Hölmich vurderer også, at udviklingen har flere mulige forklaringer.
”Alt andet lige sidder diagnoserne måske lidt løsere end for 20 år siden. Hvad det skyldes, er ikke til at sige. Forklaringen er blandt andet oplysningskampagner, der har øget vores bevågenhed over for forandringer i huden. Vi er alle mere opmærksomme, og jo flere der er opmærksomme, jo flere opdager forandringer og kommer til lægen, og jo flere får en diagnose,” siger Lisbet Rosenkrantz Hölmich.
Desuden er det svært at stille en melanomdiagnose, påpeger hun. Halvdelen af de patienter, der kommer i udredning for melanom, viser sig ikke at have modermærkekræft. Heraf får nogle en anden kræftdiagnose, mens andre viser sig ikke at have kræft.
Usikkerhed om kræftpakkers betydning for dødelighed
Ud over flere tidlige diagnoser viser studiet, at dødeligheden faldt signifikant i alle stadier. Den melanomspecifikke dødelighed faldt gradvist fra 11 procent (før kræftpakkerne) til 8,7 procent (den tidlige periode med kræftpakker) og til 5,9 procent (perioden efter kræftpakkernes indførsel). Den samlede dødelighed faldt også fra 18 procent (før kræftpakkerne) til 15 procent (den tidlige periode med kræftpakker) og til 11 procent (perioden efter kræftpakkerne).
”Vi ser en forbedret overlevelse, men det kan ikke nødvendigvis tilskrives kræftpakkerne. Brede ændringer i diagnostik og nye behandlingsmuligheder som immunterapi og målrettet behandling har sandsynligvis bidraget væsentligt,” siger Anders Munk.
Lisbet Rosenkrantz Hölmich vurderer, at kræftpakkerne kun har begrænset indflydelse på nedgangen i dødelighed. Det rokker dog ikke ved, at det er en glædelig udvikling.
”Normalt er det sådan, at jo flere tilfælde af kræften, jo flere kommer til at dø af den. I dette tilfælde ser vi flere patienter i det tidlige stadium og færre, der dør. Det er positivt,” siger hun og tilføjer:
”Det taler igen for en vis overdiagnostik – altså at nogle tilfælde af modermærkekræft ikke ville kunne nå at påvirke patientens livsudsigt. Problemet er, at vi ikke ved, hvilke af de tidlige tilfælde, som vi ikke behøver fjerne. Man kan nemlig også få tilbagefald og dø af at et tidligt tilfælde af modermærkekræft.”
Så det er helt principielt rigtigt og godt, at flere nu diagnosticeres tidligt og kommer hurtigere i behandling. Det mener både hun og Anders Munk.
”Før indførelsen af kræftpakkerne i 2008 var der stor forskel på, hvor hurtigt folk kom i behandling. Med kræftpakkerne har vi fået en maskine, der kører på den rigtige måde. Tidsrammen gør, at vi kan behandle hurtigt, så der ikke er lang tid fra mistanke om kræft til afsluttet behandling,” siger Lisbet Rosenkrantz Hölmich.
”Det er positivt, at kræftpakkerne har standardiseret forløbene for modermærkekræft og stiller de samme krav til de involverede afdelingers organisering og kapacitet. Det sikrer patienternes ret til hurtig og fastlagt udredning og behandling,” siger Anders Munk.
